Romaner

Hvem dræbte den tyske tolk?

En slags kollektiv krimi af Henrik Nissen

 

 

ET STED I STARTEN AF DET NYE ÅRTUSIND

 

Hun lå på sengen. Nøgen. Svedig og søvnløs. Alle vinduer var åbne, men gardinerne rørte sig ikke ud af stedet. Ventilatoren i loftet var i udu. Aftenens lyde var der ikke, kun en kat med halsbetændelse, men det larmede i underbevidstheden. Midt i sveden og irritationen rejste hårene sig og rygmarven isnede, hver gang katten tav.

I lyset af de seneste to dage zoomede højre hjernehalvdel ind på den ene ting, som ikke havde kunnet forlade hendes nervebaner. Neuronpirrende eksplosioner.

Ultranært beskåret lå øjet og stirrede på hende.

Hænderne tog den vante vandring ned til området, som er skabt til livgivende nydelse. En orgasme kunne somme tider klare sagen og bringe hende søvnen, men ikke i nat. Blot mere sved og irritation.

For der var sket noget derude i natten, i gaderne. Noget som tankerne blev ved at kredse om og hvortil glemsel var forment adgang. …

Han så sig selv som detektiven, der kom hende til undsætning og gjorde en ende på hendes akutte behov og lidelser, forløste denne vidunderlige hovedperson i hans nye krimi. Ønsketænkning. Men det var det, skrivningen kunne. Det var det, der gav ham styrke til at overleve de evindelige trælse opgaver, som fulgte med hans i øvrigt udmærkede arbejde som underviser på VUC. Det og så hans familie. Og hans venner og kolleger. Nogle af dem.

 

Kapitel 1

Torsdag d.

Den sudanske kvinde græd. Hassan havde gentagne gang prøvet at overbevise hende om, at der stadig var en mulighed for at hun kunne blive i landet. Men hun kendte hans slags råbte hun og græd igen. Satte sig, rejste sig truende, vendte sig om, krummede sig sammen, satte sig. Uhjælpelig og tæt på vanviddets rand.

Alle fire sad nu stille. Så talte kvinden igen. En vis ro havde lagt sig over rummet og Hassan oversatte.

- Samee siger, ingen har hjulpet hende, siden hun kom til Danmark. At alle har været efter hende. Hendes to børn er bortført til Sudan, og familien har udstødt hende … og vil stene hende, hvis hun bliver sendt tilbage.

Samee Ibrahim var kommet til landet i 2004 sammen med sine to små børn. Nu var de 12 og 14. Og faren havde hentet dem. Overtalt dem med penge og familie. Når man er 12 i Danmark, må man nemlig selv bestemme, hvem af forældrene man vil bo hos.

- Børn skal være hos deres mor. Deres far er ligeglad. De er statussymboler for ham. Han elsker dem ikke. Han vil bare gøre det ondt for mig. Han hader mig. Familien hader mig. De hader mig. Jeg må blive i Danmark.

Hassan fulgte godt med, og der var hurtigt, takket været hans professionelle indstilling, opstået en god rytme i oversættelsen.

...

.......

 

- Tak, skat, sagde hun henført. – Do er bår dæjle, din negerbassekårl. Hun blinkede koket til ham.

- Ja, og do ka da sæl vær dæjle, din jydebasse, sagde han nu, hvor hun havde hele hans opmærksomhed. Hassan var god til jysk efterhånden. Og De Nattergale, dem med Uhadada og "The Julekalender", kendte alle.

- Så så, pas på med det jyske der, du skal ikke tro, du er noget. Her vil man flirte, og så prøver du på at snakke jysk. Jysk er anti-erotisk. Skål! Han løftede glasset mod hende. - Hej, Britta! Hej, Lise! Britta og Lise kom fra hver sin retning, Britta fra Kongensgade-siden, og Lise fra Skolegade. Lise boede helt ude i Gjesing og havde cyklen med.

- Hej, I dejlige jyske piger, sagde Hassan.

- Hvad med chefen og Hjørdis – og Merete? Spurgte Dorit. Der var yderligere tre, men de boede i henholdsvis Bramming og Ribe og deltog kun sjældent, da de havde børn, der skulle hentes. Alenemødre. Alle undtagen Merete var singler. Derfor kunne disse cafe-seancer af og til udvikle sig i lystig retning. Chefen ville nok have sagt ’løssluppen’"

- Hej med jer! Britta gav dem alle et kram. – De kommer nok. Jeg giver en Fernet, har I lyst? De kiggede skeptisk på hinanden. Ingen svarede hurtigt nok, så hun gik i baren og fik pigen til at servere dem ved bordet sammen med to Royal til hende og Lise. Og nu kom så Allan.

- Hejsa, chef! Sæt dig ned og få en Fernet. Så fyrer du ingen de første par måneder, vel?! Det kørte for Britta i dag. – Og så kan du give en håndfuld bagefter.

- Hej med jer! Dejligt vejr! Er øllet koldt? Deres chef prøvede at bevare overblikket og tonen.

- Øllet koldt og pigerne varme, skååål! råbte Dorit og grinede, det gjorde de andre også. Ved nabobordet blev der kommenteret.

Gorm, læreren ved det andet ord, udbrød:

- Og Gud skabte kvinden varm og øllet koldt! Så grinede man igen!

- Ja, I mænd har altid fået, hvad I ville! tilføjede hende med de brune øjne og mørkeblonde hår.

- Ja, Henriette – og du har fået mig, smiskede han. Jo, han smiskede. Det gav anledning til en længere ordudveksling ved nabobordet, som nu igen var forbeholdt den sluttede lærerkreds.

- Vil I være søde og kalde mig Allan i eftermiddag. Jeg har lige lagt min chefkasket på hattehylden derhjemme.

- Okay, chef, sagde Lise og Britta i munden på hinanden.

 

.....

 

Da han kom ind i køkkenet, var Pia stået op. Hun sad foran den fælles pc henne ved trappen og tjekkede sin facebook.

- Godmorgen, lækre kvind'!

- Godmorgen, far over fædre!

Han gik ind på badeværelset. Han stank, og inden morgenmaden skulle han godt nok smukkeseres.

Efter badet kiggede han op til Helen i soveværelset. Hun sad ved vinduet med sit pincet foran forstørrelsesspejlet. Hele værelset duftede af ”morgenkvinde”, et udtryk han havde fundet på, mens han skrev den seneste roman. En betegnelse for den duft en kvinde udsender efter at være stået ud af en varm seng. Lækkert!

- Hjemme igen! Og nu trænger vi til noget kaffe, sagde Gorm.

- Mmmm, svarede hun. - Som du dufter, kom lige herhen. - Er det den boss jeg gav dig?

Han nikkede og gjorde som hun sagde og fik et elefantkys lige på navlen.

- Og du dufter af morgenkvinde, min elskede. Han kyssede hendes hår.

Han gik ned i køkkenet og tændte for vandet, lod det løbe lidt, drak et stort glas og fyldte vandkogeren. Så fyldte han lidt vand i en kasserolle og satte den over til æg. Han skar rugbrød og morgenbrød og lagde det i deres gummibrødkurv med en serviet under. Fandt smørret fra Thise og osten fra Tistrup frem. Det hele stillede han på bordet. Hvis ikke Pia allerede var kommet ned, havde han glemt marmelade og peanutbutter. Det havde begge piger altid fået til morgenmad.

- Far, få lige noget tøj på, du ligner en mumitrold. Han havde taget et par af sine lidt aldrende Björn Borg på, som måske var en anelse for små og kun nødtørftigt dækkede det, de skulle. Blandt andet gled de lidt op mellem balderne i venstre side, og maven blev faktisk relativt større med disse moderne trusser.

- Hvorfor kan du ikke gå i boksershorts ligesom Mark. Det ser godt ud. Sikkert også på dig. Mark var Pias kæreste. Dygtig guitarist, 19 år, og lige begyndt på konservatoriet. Han havde guitar og klaver som hoved- og biinstrumenter. Gorm og han havde jammet en del, specielt når de var sammen i sommerhus et eller andet sted. Der var krummer i ham. Talent! Og så var han god ved Pia.

- Mark mig her, og Mark mig der. Jeg går ind for små trusser, fordi så får vi ikke flere supersmarte pigebørn, som kritiserer deres dejlige far, mens han tilbereder dejlig mad til dem. Hun vendte øjnene opad.

- Du ved jo godt, min datter, at sædkvaliteten forringes betydeligt i sådan nogen stramtsiddende nogen, fordi varmen fra mit underliv gør, at spermaen ….Okay, jeg tager mine bukser på. Pia havde stukket fingrene i ørerne og sagt "nanananananana", da han nåede til sit varme underliv.

- Og en T-shirt, tak! Ida havde stået på trappen og lyttet til de voksnes samtale. Hun var kun en pige endnu, fjorten somre, men på vej. Pia var seksten. Men Ida var ikke stoppet med at vokse endnu, så hun ville blive højere end både Pia og Helen. Hun slægtede mest Gorms side af familien på; de var alle sammen høje.

- Flæsket hænger fornejen, fortsatte hun med fynsk accent. De skraldgrinede begge. "Dejlige tøser", tænkte faren.

 

 

Hvor man end sig vender hen ...

(ungdomsreminiscenser, roman af Henrik Nissen)

 

- Kør til for fanden. De er lige bagefter. Kør ind over Nedergårdens mark. Vi ses i anlægget. Han selv ville sikkert køre ind omkring skolen for at ryste dem af sig der. De kunne ikke komme den vej med deres tunge BMW'er, da skolens område var delvis spærret af bomme. Jeg gjorde selvfølgelig som han sagde med det resultat, at jeg kørte fast ude midt i den værste gang pløre, jeg nogensinde er kørt fast i. Stakkels Puch Maxi. Jeg havde lige pudset den i forgårs. Gid fanden havde den regn. Godt nok regnede det ikke i øjeblikket, men det var tåget som bare.... Det var ikke engang en måned siden, jeg havde købt den for mine surt tjente og omhyggeligt opsparede penge. Hele sommerferien havde jeg knoklet på et snedkerværksted - fabrik var det vel snarere - og havde garanteret ydet en voksens mands arbejde. Mester var vældig godt tilfreds, selv om han havde måttet betale mig mere, end han sædvanligvis betalte 'unge i arbejde'.

- Knægten skal sgu' ha' en ordentlig løn, havde min far sagt. Han og mester var gamle soldaterkammerater. Vi lavede ben og armlæn til stole, som blev færdigproduceret andetsteds. Underleverandør hedder det. Efter sommerferien havde mester sagt, at jeg bare kunne ringe igen, når jeg havde brug for at tjene lidt ekstra. Det var meget rart, men penge er ikke det, jeg går allermest op i, altså undtagen hvis jeg skal ud at købe knallert. Jeg havde tjent omkring 2200 kr., og sammen med mine knap 5000, som var sparet op af bl.a. mine konfirmationspenge minus det, der var blevet brugt på Blå Mandag og ca. 10 byfester og halballer i det sidste års tid, havde det været nok til en funklende ny, højrød Puch Maxi med forkromede skærme, twinsæde, 2 gear, spejle og hvad man ellers kunne få af ekstraudstyr. Jeg havde fået 500 for den gamle, som snart ikke kunne mere alligevel.

Mange af kammeraterne fra skolen havde enten stået og grinet skadefro eller misundelige. Det havde været in gennem længere tid - i hvert fald det sidste år - at opkøbe ældre modeller af større knallerter og sætte dem i stand for adskillige hundreder, ja nogle gange tusinder af kroner. Men så stod man også (som regel, for det var langt fra alle, der var lige gode til det) med en maskine, som i udboret, hakket, gearet tilstand var god for mellem 75 og 100 km i timen.

Just sådan en knallert havde Kurt. Kreidler Florett, verdensmester i baneløb for 50ccm 'motorcykler' en-gang for mange år siden. Med tuningssæt på 22 heste var sådan en i stand til at gå over 200 km i timen. Vi havde tit talt om det. Det ku' være ret fantastisk at prøve. Bare derudad og ingen problemer med politiets klodsede kværner. Kurt var rimelig god til det med at pille ved maskinerne og han havde da også hjulpet mig lidt. Den gik da 55-60 stykker, Maxien.

Og nu sad jeg altså her og, tror jeg, så dum ud (det var heldigvis mørkt nu). Min knallert skulle i hvert fald igennem en større rensning, som ville tage oceaner af tid - mindst en time, og det ville blive hulens svært for ikke at sige umuligt at forklare for Bente, hvorfor jeg ikke nåede hen til hende i aften. Hun havde igennem længere tid indirekte beskyldt mig for at have en anden. Smigrende i starten, men forfærdelig enerverende at høre på i længden - især når det ikke passede.

Hendes slyngveninde Karla var ikke et hak bedre. Hun kom sammen med Kurt, og han og jeg havde faktisk aftalt at i aften skulle vi ta' røven på dem ved at møde op til det fælles stævnemøde, som de havde sat os - til tiden vel at mærke. Jeg tror, at piger har det med at ville have at vide, hvor dejlige de er og at de er uundværlige og den eneste ene 'forever & ever', og de elsker at krydre deres lille blomsterverden med intriger, som ethvert barn kan gennemskue.

Hvor de har det fra, har vi lige lært om i dansk og samtid. De sluger jo alt i sig, æder det råt, det der kommer i fjernsynet af sæbe-operaer. Og Billigbladet og Se & Hor ville aldrig være blevet til det de er uden unge intrigehungrende og sladdertørstende ungmøer.

- Jeg tror jeg har en af dem herovre, lød det pludselig bag mig. Satans. Hvordan kunne han orientere sig i den tåge, der efterhånden blev tættere og tættere. Selv byens gadelys og lygterne i skolegården kunne jeg ikke se længere. Godt nok kommer de fleste politifolk fra Århus, men helt dumme ka' de sgu' ikke være. Jeg blev nødt til at tage benene på nakken nu, hvis jeg skulle overleve det her, så mig i mine basketstøvler, Nike, slæbende på Maxien af sted ind over Nedergårdens nypløjede mark. Og nu begyndte det ovenikøbet at regne.

I den bedste Vietnamkrigs action-stil begyndte en ubønhørlig forfølgelsesjagt hen over Mads Petersens største pløjemark. En 16-årig, slæbende på en knallert, skarpt forfulgt af en veltrænet århusiansk strømer. Det der med det århusianske skulle senere vise sig at være en fejl. Jeg tror min puls nærmede sig de 200. Jeg kunne i hvert fald tydeligt mærke, hvordan halspulsåren var ved at sprænges i den kølige aftenluft - sådan føltes det. Det var dog i det mindste et held, at himlen var over-skyet og tågen tæt, tænkte jeg, mens jeg prøvede at forcere det elektriske hegn, jeg lige var blevet standset af og registrerede samtidig i regnen igennem mit våde tøj, at det måtte være elefanthegn. Godt det samme, for jeg følte mig efterhånden som en elefant - en gammel, døende elefant. Den gamle elefant, der slæber sig de sidste hundrede kilometer hjem til elefantkirkegården for at dø en værdig død, forfulgt af sultne ådselædere. Jeg faldt, rejste mig op stadig slæbende på knallerten, var nu kommet ind på en græsmark. Gik der køer? Nej, det gjorde der vist ikke. Pludselig gled jeg i et eller andet og faldt ind over Maxien med styret lige op i mellemgulvet. Mon Platoon's instruktør kunne have brugt mig? Jeg prøvede på at holde smerterne i mig og ikke skrige FORSATANIHELVEDE, som ville have afsløret min flugtvej. Mine øjne løb i vand, så ondt gjorde det og lidelserne kulminerede, da jeg igennem tårerne pludselig så, at jeg befandt mig i et hav af lys.

Det blændede mig totalt, og jeg ku' ikke se noget som helst, men jeg vidste såmænd godt hvad der var sket. Så meget havde jeg også fået med fra skoletimerne. Oprindeligt havde min ikke særlig gennemtænkte plan været at løbe via marken hen til en sti, der går bag om skolen ned forbi et nybygget villakvarter, og så forsvinde den vej. MEN i mørke (og så sådan et møgvejr) kan man ikke orientere sig, og eftersom éns ben ikke er lige lange, vil man ikke kunne holde en ret kurs - slet ikke med en knallert på slæb (det er måske nærmere det). Nå, men nu hjalp mine skolekundskaber mig ikke en døjt, så det næste, jeg nu gjorde, var at smide Maxien og løbe alt, hvad remmer og tøj kunne holde i den modsatte retning af, hvor lyset kom fra.

Det hjalp, for efter at have krydset endnu et elefanthegn, en privat have, hvor en Rottweiler var ved at blive luftet og efter at have løbet på kryds og tværs igennem det nye villakvarter, nåede jeg endelig Nørregade, som var så oplyst, at jeg sagtens kunne nå at slippe væk, hvis nogen strømer skulle nærme sig. Jeg tror såmænd ikke, de ville kunne genkende mig, men man vidste aldrig.

Jeg befandt mig nu i nærheden af Bentes forældres hus, hvor vi havde aftalt at mødes med Bente og Karla. Jeg så på mit ur. Smadder! Nå, det nyttede ikke noget. Kurt havde råbt anlægget, og jeg måtte skynde mig derhen, så jeg gik over vejen. Dernæst - stadigt skulende til begge sider - hen til huset og bankede på døren.

Jeg håbede, at Bente selv ville komme ud... ikke hendes mor, bare ikke hendes mor. Hendes far kunne til nød forstå min situation og ville sikkert bare ryste på hovedet og end ikke røbe det for sin kone. Bare ikke hendes mor. Hun var en af den slags mødre, som ikke kan holde på en hemmelighed i mere end 5 sekunder. Hun ville garanteret skrige ud over hele kvarteret, hvis hun så mig nu, så alle naboer kunne høre det, selv om de sad og så TV-avis, eller hvad de nu så. Kvarteret var et typisk TV-kigger-kvarter med fællesantenne med 14 kanaler. Lyset blev tændt i bryggerset, og skyggen af en kvindeskikkelse sås på glasruden i døren. Jeg var faktisk allerede drejet rundt på hælene, men det var for sent. Døren blev åbnet. Det var Karla.

- Hej, kommer I til tiden?! Hvordan er det, du ser ud? Hvor er Kurt? Hvad har I nu lavet?

- Tjah, Karla, jeg er ked af at måtte overbringe dig den sørgelige nyhed, at Kurt ser vi nok ikke foreløbigt. Han er stukket af.

- Åh, nej...

- Jo, men jeg tror, jeg ved, hvor han er taget hen, så hvis jeg kan låne din cykel...., hvis du altså vil gøre dig nogen forhåbninger om at se ham igen i aften? Min knallert er blevet hugget. Jeg prøvede følge efter, men tyven slap fra mig ude på en mark bag ved skolen. Jeg havde gået og øvet mig lidt på en hurtig troværdig historie, som ville forklare det hele, uden at de skulle stille alt for mange åndssvage spørgsmål, som jeg ikke kunne svare på. Jeg kunne da ikke vide, det netop skulle være Karla, der ville tage imod mig. Det var ikke så heldigt, selv om det selvfølgelig havde været værre med Bentes mor.

- Hvordan ku' du forfølge en knallert-tyv hjemme fra dig selv og helt op til skolen, spurgte hun. Det spørgsmål havde jeg dog taget højde for.

- Nå nej, men det var heller ikke hjemme den blev stjålet. Jeg havde stillet den op ad muren til pigernes gymnastiksal og var gået hen for at tisse (hun kiggede på mine fingre - Karla er selv meget renlig), da det skete, og så ved du, at for at komme ud skal man køre imellem bommene og så nåede jeg hende, men hun fik sparket mig i maven. Jeg viste hende det blå mærke, der var fra styret på Maxien.

-...og så kørte hun ind over marken. Da jeg havde sagt 'hende', havde Karla spærret øjnene op. Hun var ikke i stand til at forestille sig en pige som barsk knallerttyv.

- Hun havde ret spidse cowboystøvler på, tilføjede jeg, det gør smadderondt. Jeg tog mig let stønnende til maveregionen. Det skulle jeg ikke have sagt, for Karla vendte sig om. Jeg har det med at overspille, når jeg bliver grebet af det.

- Bente, skynd dig, der er sket noget forfærdeligt, næsten skreg hun. ÅH NEJ, nu kommer hele familien løbende, tænkte jeg.

- Hun er på WC endnu. Kommer du ikke ind. Hun kiggede ned ad mig, og da hun nåede mine Nike, så jeg hendes ansigt fortrække sig i væmmelse, kun et øjeblik, men alligevel nok til at jeg registrerede det. Først nu begyndte min lugtesans at virke. Herinde i bryggerset var der ret lunt, og varmen var begyndt at få mine basketstøvler til at udsende en, hvis ikke direkte vammel så i hvert fald meget karakteristisk dunst. Det var vist nok en blanding af både ko og hund.

Lortet og den kendsgerning, at vådt, beskidt tøj heller ikke dufter særlig godt, gav for en stund min selvtillid et knæk. Jeg følte mig et øjeblik som et meget usselt menneske.

Løgn og lort.

...