Sagprosa

Anmeldelse

 

Grip og Gunde i Gørding

 

Grundtvig, Aarestrup, Taube, Wreeswijk, Jæger, Halfdan R., den danske folkesjæl, underfundigheder, nutidens tonesprog og erotik på et højere plan fyldte sammen med ca. 70 publikummere Gjørding Sogns Forsamlingshus fredag aften.

 

Af Henrik Nissen, eks-gørdingenser

 

»Med hende var det en fryd at bakse«, »månen skinner som guld«, »i nat blev jeg vækket af stormen«, »syng af hjertet, syng«. Som at vende hjem til glæden i sansernes vold var det et måske for kort genhør med Grip. Med en mættet hunger efter indtryk kunne man bagefter gå ud i regnen og ænse stormen hen under midnat og tage sig selv i at synge »visselul…« med Erik Grips klare, sprøde stemme i baghovedet – uden at være søvnig.

Sofistikeret bondsk

Han har altid elsket litteraturen og det kringlede, gamle sprog. Digterne fra den første del og midten af 1800-tallet har bidt sig fast. Især Grundtvig og Aarestrup. Men med en afvæbnende sofistikeret (indimellem ’bondsk’ med alt hvad det ord indebærer af gode associationer) fortællemåde binder han sangene flot sammen. Fragmenter af historisk og litterær indsigt, personlige oplevelser - og så musikken selvfølgelig – er blidt kogt sammen til en smagsoplevelse af de mere uforglemmelige. Bittert, sødt, salt, surt i fin balance. Og så bliver man kun lige mæt. Med lyst til gensyn, genhør og gensmag. Derfor var mange af publikum gengangere.

Ren råhygge

»Det her er ren råhygge,« udtaler Walther, som er til Grip-koncert for tredje gang. »Jeg er jo vokset op med Pink Floyd og Manfred Mann’s Earthband, men det her er nærvær. Han er bare god!« Og så roses arrangørerne for et fint sammensat program med fællesspisning, opvarmningskoncert af fire 11-13-årige talentfulde drenge, som bl.a. andet spillede Runrig-numre. Og tør man tilføje (red.): et arrangement i grundtvigsk ånd.

Gunde brillerede igen

Vi fik godt 20 sange fra Grips første til det sidste album. I den umiddelbare erindring står »Hvad er det min Marie«, »Til en veninde«, »Med livet som indsats«, »Flickan på Havanna« stærkest og klarest. »Velkommen i den grønne lund« og »Åbent Landskab« tog flest kegler - og så lige en udgave af den gamle »Hvem kan sejle« i noget, der mest mindede om kuldsejling og en blanding af de store følelser fra Stormfulde Højder og Doktor Zivago med Henrik Gundes eminente fornemmelse for alt hvad der har med toner og stemninger at gøre. Grip mødte Gunde i 2002, kemien var der og siden har de to spillet sammen. Grip takkede Gunde for at give viserne nye dimensioner og lyd.

Trubadurens indre vandringsmand

I foråret blev albummet »Min indre vandringsmand« sendt ud på det fri markeds toppede brosten med fine anmeldelser i fodsporene, en cd som uden krukkeri elegant forbinder det religiøse og det verdslige. Tidløs troværdighed. Som sidste ekstranummer fredag aften fik vi ’Rose’. Et fint punktum for en dejlig aften. Det elskeligt erotiske, omskrevne klimaks på en fantastisk varm og veloplagt koncert af en ægte tidløs trubadur – i alle ordets bedste betydninger.

 

 

Portræt

 

Når sport bliver livsstil

 

Efter 30 år har Tony Hansen fra Bramming opgraderet sit sorte bælte fra 1. til 2. Dan. Det er taekwondo vi snakker om.

 

Af Henrik Nissen

»Begge gradueringer skete på Dansk Taekwondo Forbunds summer camp - med 30 års mellemrum,« griner Tony, som til daglig sammen med sin bror, Jesper, driver Hansen Sko i Bramming og har stor succes med internetvirksomheden ’shoesonline.dk’.

 

Startede som 10-årig

»Jeg startede som en usikker 10-årig dreng, men taekwondo hjalp mig til mere selvsikkerhed.« Tony Hansen sidder i sit beskedne kontor med lys i øjnene og fortæller. En barndomsven, Niels P. Nielsen, fik Tony lokket med, og straks var de begge bidt af det. Det var i Varde, hvor familien boede indtil 1977. »Så flyttede vi jo her til Bramming, jeg skiftede klub og blev faktisk træner allerede som 12-årig.«

 

Sport med plads til alle

»Tøsedrenge ranker ryggen, usikre børn bliver sikre. Og i dag er det meget mere individuelt tilpasset folks egne ambitioner og talenter. Det vigtigste er, at vi er fælles om at have hver vores mål, og så hjælper og støtter vi hinanden. Et af mine mål er spagat – det kniber lidt i øjeblikket,« siger Tony med et stort grin. Så p.t. træner han fire gange om ugen.

»I en taekwondoklub er der ingen kadaverdisciplin. Man kan sige, det er en solistsport med stor vægt på det sociale,« slår han fast.

 

Livsstil og livssyn

»Jeg skylder mine trænere meget. Anders Bennedsen fra Ribe Taekwondoklub har været den helt store støtte i mit comeback.« Hele Tonys livsstil og livssyn er præget af den elskede sport. »Det, du sender ud, er det, du får tilbage; din egen adfærd spejles i andre menneskers måde at være på over for dig.«

»Nogle tror, de skal lære at slås og være barske, men opdager hurtigt, at det ikke er stedet for den slags.«

 

Baglandet og at møde verden

»Begge mine børn, Kasper på 20 og Kristina på 17 dyrker også bidt af det. Min kone Kirsten er ikke, men hun har altid været en stor støtte.«

Umiddelbart kunne man tro, at det er stresset med alle de aktiviteter og det store arbejdspres, men Tony virker som en mand i balance. At møde verden med et smil ligger åbenbart lige for. I tider som disse, hvor folk på stribe bukker under for stress og udbrændthed, hvor folk isolerer sig foran tv og lader negativt tankespind og trøstespisning fylde i deres liv…, ja, så minder folk som Tony Hansen os om, at livet også gerne vil mødes.

»Hvad gør du så, hvis du selv bliver ked af det over et eller andet?« er ugeavisens sidste spørgsmål. Og som man næsten kunne forudse, svarer Tony: »Så snakker jeg med min kone.«