Længsel ved juletid
Der gemmer sig et sted langt væk herfra
En længsel
Svær at se, høre
Tættest på
Kommer lugten, smagen
Følelsen er mangeartet
Der er mange følelser
At sætte ord og billeder på
Pakker følelserne mere ind
Længslen er lidt som guldet for enden af regnbuen
Men i erindringen et sted
Mest tilgængelig med duft og smag
Fysisk er følelsen stærkest
I drømmen
Gennemsigtig næsten uden substans
I nuet
Længslen efter nuet
Oplevelsen af at leve op til nuet
Findes ikke dér
Kun i erindringen
Og drømmen
-
Jeg tror vejen til dig findes
Den ligger måske lige for
Men omvejen har altid været lettest for mig
Måske fordi den er mindre trafikeret
Fornemmelsen
Fornemmelsen er der igen. Af jul og depression. Sneen daler tungt, og vinden fejer skidt gennem gaderne. Kommer regnen og visker fornemmelsen væk? Forhåbentlig.
Spiser D-vitamin som aldrig før. Labber hver en tapper solstråle i mig. Ser tv, Facebook, ud ad vinduet mod havnen. Fornemmelsen viser nye sider, får nye vinkler. Blandes med længsel. Som for Ole på en knold – med fårene. Som for bolværksmatroser på vej mod fjerne havne, iklædt vinterfrakker og kasketter.
Jeg kommer ingen vegne. Ingen sagosuppe at vende hjem til – den var der aldrig. Men længslen.
Kommer længslen før fornemmelsen?
Elskende på afveje
Nu kom de igen
Billederne, lydene
Hans hukommelse var god
Holdt ham vågen
En kvinde og en mand
En gyngende bil
Et skub i afgrunden
To elskende i flammer
Nu kom de igen
Billederne, lydene, stanken
Striber af sol
Striber af sol
strejfer rundt
En følelse af savn
rammer et sekund
dine kinder
og forsvinder
I det små
Små mystiske træk tryllebinder.
Snart er de søgende øjne dominerende, betragter, lader indtryk glide forbi, beslutter. Øjne der kontakter, ansigt der efterligner.
Så munden, lyde og stillinger, faste læber, truttelæber, visse charmerende tilsnigelser, en overlæbes sekundkorte vigen for underlæben, der hurtigt bliver domineret igen.
Næsefløje, som vibrerer og samles ved lydlige, kraftige presseøvelser, afslører ben i næsen og determination.
Ro i øjne og sind, dernæst eftertænksomhed i momenter og på stor dybde, der glider hen over det afslappede lille menneskes ansigt.
Øjenlåg der samler sig.
Og søvnen, der garanterer rivende udvikling.
Minder om det første, skræmmende syn.
En verden udenfor.
Væsner med kraftige lyde.
Ondt i lunger, tarme.
Skrig af påtvunget frihed.
Skrig på mad. En brystvorte lokker.
Så varme, dufte, suttebabs inden for rækkevidde.
Ingen forventninger, bare tilpasning.
Til livet.
De kalder det en lorteble – det kan de selv være!
Og hva' filen har de egentlig tænkt at kalde mig???!!!
Manden med kun én hjerne
Sjælden mand
Meget sjælden, tænkte hun
Hun stod og holdt øje
Med ham
Manden med kun én hjerne
Manden forsøgte at overtale hende
Til at tage imod en drink
Senere
Noget senere var de taget hen til hans lejlighed
Hun så ham ligge der
Afklædt
Manden med kun én hjerne
Manden forsøgte at overtale hende
Til at give slip
Til sidst
Helt til sidst holdt det op
Nu behøvede hun ikke se på ham
Blodig
Manden med kun én hjerne
Manden forsøgte at overtale hende
Til at lade være
Hun forlod uforløst hans lejlighed
Mens krigen ...
De små tegn, de der signaler, der er anderledes eller bare ikke er der, som de plejede, de vigtige ting, der var små, de store ting uden følelser, ligegyldige ting af stor betydning, hvem ved, om det hele betød noget, mens det varede og føltes vigtigt …
En weekendhilsen
Miskundhed og mildhed står knappe side om side med solens skin gennem min stues forrude. Mit øjeblik mod den evindelige verden gennemgæres af lakket længsel efter inderlighed og megen morskab, ej ubesudlet som vinden, der uden skyld strejfer og flirter med husets røde facade og slår havjod og havnehørm ind fra vest. Thi kendes forrest kærlighed og skulderklap. Rigtig dejlig weekend!
Om månen
er der i ny og næ skrevet og sagt meget
om farven, om manden, om trækkraften, om landing eller ikke, om første til fjerde kvarter, om manglende hårvækst, fuld eller ej – mest ej, en drabelig drabant, varulve, vampyrer og deslige
når månen lyser på os, er der skyfrit, det ved man jo bare, helt af sig selv, men også fordi himlen giver lov
så drages man, lader lysten fri fra det omklamrende etisk korrekte
din sjæl, dit sind hæves i månens skær, og du kysser med andet end læber
metafysik og metamorfoser smelter i månediglen, dampene spreder sig, skyer erstatter klarhed
du rammes hårdt af frisk vind og stille regn , som om månen undskylder
Hørmende hengemt
Den kendte hørm hænger i rummet, minder om mennesker, strandet i håbløshed, opskyl fra fjerne fortider. Under nedbrydning, alligevel tro mod en gud, som skulle beskytte noget, som guden skulle have skabt.
Lugtesansen ligger nærmest lige for til at genkalde minder fra mange liv oppe og nede og midt imellem.
Behov, pligt, rædsler og hygge hørmer her på samme måde, i støvet, bag tavler, i kalken, stolen deroppe – og korset med en figur af den døde af protagonisterne. By proxy optræder et menneske i sort og hvidt – mest sort, som med sin oprigtighed skiller vandene.
De få fremmødte, spredt i sporadiske grupper med sorte bøger foran sig på den grå hylde, oplader hver sin røst, ledt af en stående sanger og orgelpiber fra loftet, himlen by proxy.
Hørmen hilser altid velkommen, huset er åbent for alle.
Genopstandelse fra den hengemte, hørmende ugudelighed er ikke mulig.
Medmindre mennesket vil. Mennesket.