Kortprosa

Den første gang ...


1959 - 1966


Brok

Den første gang jeg kom på sygehus var som meget lille, men jeg husker det tydeligt. Jeg var blevet opereret for brok og skulle overnatte i laaaaang tid på Ribe Sygehus. Vi lå i senge med meget høje gærder, som vi ikke kunne kravle over. Spærret inde som dyr led vi af store savn efter vores mødre. Jeg var desperat og græd hele natten. Døren var lukket ind til vores stue, så vores gråd ikke skulle forstyrre. Til sidst blev det for meget for sygeplejerskerne, som ellers havde både skældt ud og truet, og jeg og en mere blev kørt ud i hvert vores toiletrum. Der kunne vi så skrige færdigt. I dag kommer opererede børn nok hurtigere hjem til deres mor, hvis hun da ikke overnatter sammen med barnet. Så slipper sygehuset også for alt det skrigeri.

 

Kysset

Første gang, jeg kyssede en pige, var som helt bitte, et par år gammel. Hun boede næsten lige overfor. Jeg sad i et badekar, med tøj på, sammen med vores næsten nabopige, som var cirka tre år ældre – også hun havde tøj på. Vi legede, at vi var ude at sejle. Hendes mor fotograferede os, og så kyssede pigen mig, mindes jeg. Jeg tror ikke, jeg kunne finde på/ud af at tage det første skridt dengang. Der er et foto af os et sted, men fotoalbummet er gået tabt – så der er ingen beviser. Nå, men vi kyssede altså, og jeg udnævnte os til kærestefolk, men jeg sagde det ikke til nogen – heller ikke til hende. Og jeg kan ikke huske, hvad det smagte af…
Men min første rigtige kæreste boede lige nedenunder. Vi legede sammen næsten hver dag, og hun bestemte hvad. Det er sådan et forhold skal være i den alder.

 

Lillebror

Første gang jeg fik en lillebror var det underligt. For jeg var lige kommet hjem fra en lang ferie hos min moster Gurli, kusine Jonna og onkel Ib i Krusbjerg. Og så var han der. Min mor havde født. Han var bare så kær og en rigtig skrigetrold, og så vidt jeg husker, fik han også kolik, som jeg havde haft i den alder. Han var bedre at kramme end den blødeste bamse. Ligesom jeg var han født ved kejsersnit. Jeg tror, det var lidt hårdt for min mor.

 

Flytning

Første gang jeg flyttede, var det også lidt underligt, for jeg var lige kommet hjem fra sygehuset. Vi var flyttet til sønderbyen, Søndergade 33, lige ved siden af gamle fru Larsen i nummer 31 og over for genboen, der altid samlede hestepærerne op, når mælkemanden og hans hest havde været der. Hun brugte dem til sine jordbær. De fineste jordbær i Gørding, tror jeg. Hun hed Else, mener jeg, hendes mand Anton. Ved siden af dem boede Holden Holdensen og dernæst Henrik Juncker sammen med Skind-og-ben, Hans Jensen og Jens Uldkræmmer. Om sommeren sad de på den fine trappe og drak en øl eller flere. Det store hus var for øvrigt Gørdings gamle skole.

På den anden side af Else og Anton boede Petra og Christian, på hjørnet om til Dr. Jensens Allé. Vores nabo til højre kom til, da der blev bygget på en indtil da tom grund, et vildnis af buske, blomster, græs, træer – perfekt til at lege ’put’ i. Eller cowboydere og indianere. De nye naboer hed Karen og Arne Bruun og var godt nok rare. En VVS-mand ved navn Tykgaard havde ejet grunden. Han ejede også markerne ude bag ved vores grund. Vi børn blev lidt kede af det, da der blev bygget, så var der en legeplads mindre. Heldigvis var der Holdensens ’skov’ ovre bag ved Juncker og de andre.

Senere blev der bygget et hus mere bag ved Bruun’s. Ned mod markerne.

Der var på den ene side af Søndergade kun én række bebyggelse, så alle haver lå ud mod markerne. Man kunne bevæge sig parallelt med gaden helt oppe fra byskiltet og hen til mælkemanden og min fars smedje. Først dér kom der en tværgående gade. Og ved korsvejen var der en købmand, en gartner, Meldgaard, en mekaniker med benzinudsalg (ESSO) OG en iskiosk. Dem var der to af, der var også Getes i Nørregade. Gete solgte også pølser og slik. Der var slikmutter og -fatter oppe midt i byen, mellem Heine og vaskeriet.

Jeg kunne fortsætte i én uendelighed. Der var alt for meget godt dengang.

 

Kommenost

Første gang, jeg smagte kommenost med kaffe til, var nok i 1963. Min far havde en medarbejder (svend, lærling e.l.), Thomas, fra en klynge huse og gårde mellem Gørding og Jernved, Dybmose ['dymmos], som lod mig få en lille mad fra sin madpakke og en slurk kaffe. Den smag har jeg aldrig glemt og nyder lykkeligt sammensætningen den dag i dag. Det var hyggeligt at snakke med Thomas i hans pauser. Indimellem var han også min barnepige. Min fars første fastansatte, tror jeg... Så ham tænker jeg på, hver gang kommenost er på rugbrødet. ... Han må vel være omkring de 80 i dag ... Smag vækker minder.

 

Penge

Første gang, jeg stjal penge, var fra min fars frimærkeæske, som var en cigaræske. Det var en varm sommerdag, og jeg var tørstig. Købmand Sørensens butik lå skråt over vejen fra min fars smedje, og jeg løb derover med tyvekosterne, gik ind og hen til disken, lagde nogle enører, toører og måske et par femører; jeg ville gerne købe en Coca-Cola. De stod begge bag disken, købmandsparret Inga og Otto, smilende til mig som altid og lod sig ikke mærke af, at betalingen nok var lidt i underkanten. Vi havde ’bog’, så de ville nok skrive det, og jeg vidste jo ikke noget om ’bogen’ – eller måske, når jeg tænker efter, ville de simpelthen give mig den. Jeg fik colaen og nøje formaninger om at passe på trappen, der lige var blevet vasket og stadig våd. Jeg passede i min glæde ikke så meget på trappen og gled på den og smadrede flasken, som skar min pulsåre og senerne til min højre tommelfinger over. Jeg er farveblind og troede vel, at al den væske, der plaskede på min hånd, var cola, men det gjorde da ondt, og jeg var vel også ked af, at colaen, som var købt for stjålen mønt, var gået til spilde, så jeg skreg, hylede og tudede og løb over gaden. Hen til min far, som øjeblikkelig tog action, stak sin smedetommelfinger ned i såret, stoppede dermed midlertidigt blødningen og løb med mig hængende i armene hen til doktor Ravn, som bandt en gummislange om min overarm. Gørding Lillebiler blev tilkaldt. Han boede lige rundt om hjørnet på Møllegade. En Ford Anglia drønede et øjeblik efter til Ribe med højst 130 km/t, hvilket nok var vildt hurtigt i 1963. Jeg overlevede. Siden har jeg kun stjålet tid, blikke og enkelte hjerter. Så vidt jeg husker.

 

Skærmkys - speakerpigeforelskelsen

Første gang jeg kyssede på tv var i vores stue i Søndergade. Vi kunne se Danmarks Radio og tysk ARD, det var det. Andre familier begyndte i slutningen af 60’erne at investere i dyre UHF-antenner (lignede en pil) for at se tysk to og tre. Vi var nogle, der ofte tog på besøg hos disse UHF-venner. OG lærte at forstå og synge på tysk.

Hver eftermiddag – efter en hel dag med prøvebillede – tonede ved 18-tiden en ’dame’ frem på sort-hvid-skærmen og var ufattelig sød. Jeg blev så forelsket i dem allesammen. Måske havde jeg fundet ud af, at man så skulle kysse (det hjertet var fyldt af skulle ud via læberne). Skærmen blev  klistret lidt til. Min mor sagde vist nok ’altså...’ og lod mig gøre det – et led i min opdragelse. Min evne til at kysse voksne kvinder startede altså dengang, forfinedes op gennem tiden, da speakerkvinderne var hele Danmarks yndlingskvinder.

https://www.dr.dk/om-dr/nyheder/billeder-tidligere-speakerpige-fylder-80


Hærværk

Den første gang jeg smadrede vinduer med vilje var sammen med Henrik og Michael. En af os begyndte med en sten, og vi andre fulgte trop. Hvem kunne ramme bedst? Efter at have smadret mange af de små vinduer i det ubeboede hønsehus, fandt vi ud af, at det gik hurtigere, var mere effektivt at bruge en kæp. Hvem smadrer flest med ét slag?
Af en eller anden grund må vi være blevet brødebetyngede af ugerningen, så mine venner skyndte sig hjem. Senere, da min far kom hjem, og min mor skånsomt forklarede ham det skete, fik det selvfølgelig konsekvenser: jeg fik en smule skænd, og min far ringede til Henriks og Michaels fædre, forklarede dem situationen og fik deres bidrag til at retablere de smadrede vinduer. Efterfølgende fik vi at vide, at vi havde baldret 120 små ruder.

 

Legebilen

Første gang min far byggede en bil til mig var nok i 1964. Den var med pedaler, og hvis vi stuvede os lidt sammen, kunne min lillebror også være med, da han var blevet lidt ældre; så var det blot lidt vanskeligere at træde, fordi jeg sad skævt for pedalerne. Den var lavet af jern og tynde træplader – min far var smed. Man skulle stige ned i den, der var ingen døre og efterhånden som jeg voksede, blev det sværere at få benene ned og få plads til dem, så jeg samtidigt kunne træde på pedalerne. Men mens jeg kunne, elskede jeg den. Man kunne købe færdigt producerede pedalbiler i nogle legetøjsforretninger, men det havde vi nok ikke råd til. Eller også så min far det som en udfordring selv at lave en.

 

At kunne

Den første gang jeg kunne cykle uden hjælp var en sommerdag. På Henrik Wilkes røde børnecykel. De havde en lille bakke på deres græsplæne. Så landede man blødt.

 

Røvfuld

Første gang jeg fik en røvfuld, havde vi spillet fodbold på en af sognets materialepladser lige i nærheden der i Søndergade. Vi blev kaldt/hentet hjem til aftensmad, og bagefter fik jeg lov til at løbe tilbage og lege indtil klokken syv. Så ville jeg blive hentet af min far. Han kom og så lidt på vores fodbold, som mest foregik ved, at vi tyrede mod de store porte til bygningen, som husede vejmaskinerne. Pløk ud. Omkring ti-tolv glade børn på en støvet jordplads, mens solen gik ned, (har det været i september?) drønede rundt, svedte nok lidt, så støvet havde sat sig fast. Tilstrækkeligt fast til at mine forældre sendte mig i bad umiddelbart efter hjemkomsten. Jeg havde plaget min far på vejen hjem om at måtte blive bare en halv time mere, men han afslog kategorisk. Så jeg gik ud på badeværelset, besluttet på at gå vinduesvejen og rende tilbage til de andre, som måtte være længere ude (de var lidt ældre). Som tænkt, så gjort, og jeg vendte glad derhen og deltog på lige fod med det samme. Jeg har nok sagt, at jeg havde fået lov. Der gik ikke lang tid, før min far dukkede op. Han kaldte bare én gang ude fra vejen, det var nok. Jeg løb hen til ham, og han forklarede mig på hjemvejen, at det var sidste gang, jeg ikke gjorde, som der blev sagt. Jeg skulle ordentlig tid i seng. Men altså i bad først. Min far stod i døren til badeværelset, indtil jeg havde fået tøjet af. Efter at han var gået ind i stuen til min mor, tog jeg tøjet på igen, lod vandet løbe og stak ud ad vinduet. Under en halv time senere fik jeg så den røvfuld. Jeg tror, det gjorde lige så ondt på begge mine forældre. Siden slog min far aldrig, og jeg opførte mig altid rimeligt.

 

 

1966 – 1973

 

 

Blærerøv

Første gang, jeg blærede mig, var, da der var forældredag i første klasse, og vi skulle demonstrere, at vi kunne skrive nogle ord på tavlen. Jeg skrev et eller andet rimeligt kort ord og lavede en cirkel omkring det og signerede værket.

 

For sent

Første gang jeg kom for sent i skole, var der morgensang, og jeg vidste ikke, hvor slemt det var at komme for sent. Jeg skal ikke påstå, at det, der skete, var en god oplevelse, og at det var ufortjent, blot konstatere at der allerede dengang var forskel på mennesker. Jeg fik ikke lov til at komme ind, men måtte pænt stå ved min knageplads, hvor vi havde glansbilleder klistret på, så vi kunne kende vores plads fra de andres. Det var min straf. Et par dage senere kom en af mine klassekammerater for sent, og han fik både en smældende lussing og skældud.

 

Mobbet

Den første gang jeg blev mobbet med, at jeg var for fed, var i første klasse. Det forfulgte mig skoletiden ud. Mobning hver dag. Jeg gav mobberne tæsk, når det skete, men så kom storebrødrene og tæskede mig, og så lod jeg være, medmindre mobberne ingen brødre havde, men så henvendte de sig bare til deres kammeraters storebrødre. Jeg fandt ud af, at man kunne optjene en smule respekt, hvis man bankede en, der var ældre. Ofte slog de sig så sammen og fx vaskede og sparkede om vinteren. Næseblod. Rød-hvid sne.

 

Pigen

Den første gang, jeg fulgte en pige hjem, var i første eller anden klasse, hvor vi havde regnetime, og en rigtig sød pige i min klasse brækkede sig. Jeg fik så ondt af hende, så da vores regnelærerinde, fru Jørgensen, spurgte, hvem der ville følge hende hjem, rakte jeg hånden op. Og fik lov.
Hun boede helt nede i den nordlige del af byen, som dengang var ved at smelte sammen fra at være Gørding Kirkeby og Gørding Stationsby til blot Gørding. Det var vel langt at gå, men vi snakkede godt, og så vidt jeg husker, havde hun det lidt bedre, da hun blev modtaget af sin mor i døren til det hvide hus. Moren roste mig, som var stjerneglad og aldrig ville glemme, at den sødeste pige i klassen brækkede sig. Nå ja, så fulgte jeg hende altså hjem.

 

Ungdomsoprør

Første gang jeg så skoleinspektørens bukser uden ham i var til 3. real’ernes afslutning i 1967. Nogle af de dygtigste, friskeste piger, bl.a. Susanne og Bente havde været omme ved Tofterup og af hans kone lånt et par af hans bukser. De skiftede under hujen og klappen Dannebrog ud med bukserne og tro mig, de hang hele skoletiden den dag. Det var så Gørdings ungdomsoprør.

 

Armen

Den første gang jeg brækkede en arm var i anden klasse.

Vi var mange, der brugte træer til at klatre i. Netop den dag var jeg alene nede i baghaven, hvor vi havde et par store træer. Det længst nede mod markerne var et mannatræ, kaldte vi det, dem var der et helt hegn af ved fodboldbanen. Først flere år efter fandt jeg ud af, at det hedder en elm. Elmen var delt i to, en høj del og en noget lavere. Jeg var ikke så modig som barn, så jeg klatrede op i den lave del og befandt mig højst tre meter oppe, da jeg ville hæve mig op i en forkert gren, som knækkede. Jeg faldt ned og må være besvimet, for da jeg ville rejse mig op, sad venstre arm fast under en gammel dør, der lå sammen med nogle brædder, som vi børn havde brugt til at bygge hule med. Jeg fik den fri. Det var ikke så svært, da den kun hang i huden på overarmen. Det viste sig, at også min underarm var brækket nede ved håndleddet. Jeg løb lettere hulkende op til huset, hvor min mor var ved at lave mad, min far var vist ikke kommet hjem fra arbejde. Lægen blev tilkaldt, han lagde min arm i en plasticpose, der kunne pustes op, så der ikke skete mere. Det gjorde ondt og jeg hulkede måske endnu, men blev trøstet med, at det skulle sygehuset nok ordne.
Jeg blev ordnet og fik hele armen og håndleddet i gips, så kun fingrene og armhulen var fri. Så blev jeg lagt i en seng på en drengestue med armen bundet fast til en pude i en vinkel på 45o. Min mor kom hver dag og havde nogle gange min lillebror med. Min klasselærer besøgte mig medbringende tegninger fra klassekammeraterne. Hun hilste fra vores lærere og var der faktisk lang tid i forhold til dengang, hvor besøgstiden var begrænset. Jeg mindes ikke, om hun havde lektier med.
De andre drenge på stuen havde også brækket enten armen eller et ben. To af dem skulle også være der i længere tid. Den ene hed Henning, den anden kan jeg ikke huske, men han kunne nogle drabelige og sjove historier, mens han lå med sit ben i en slynge, hedder det vist, så det ikke skulle gøre for ondt. Han kunne også en masse ord. Jeg tror, det var ham, der definerede forskellen på en 'fisse' og en 'kusse'. Så lærte vi det. Henning og jeg skreg af grin, da han havde fået gipsen af og skulle lære at gå igen. Han dinglede rundt. "Bare vent, til det bliver jeres tur," sagde den ældste af sygehjælperne. De to gjorde tiden lidt bedre. 28 døgn lå jeg der. Det kløede vanvittigt under gipsen.

Man var overladt til sygehjælperne, som skulle vaske os over det hele. Det vil jeg ikke udpensle. 

 

Hestespark

Den første gang hvor jeg ikke passede min lillebror godt nok, blev han sparket i hovedet af mælkemandens hest, Prins – eller var det Junker? …

 

Åen

Den første gang jeg svømmede var i Gørding å, som egentlig hedder Holsted å, men det kunne vi aldrig finde på at kalde den. Dem fra Holsted var ikke for kloge.

En dreng, Jan, som var 4-5 år ældre, holdt mig oppe, mens jeg plaskede imod strømmen lige på et sted, hvor der var tilpas dybt. Han havde først vist mig, hvordan man bevægede armene og holdt hovedet oppe. Jeg kan ikke helt beskrive, hvor lykkelig jeg var, da det endelig skete: jeg kunne svømme. Senere viste han mig også crawl, men det var ikke helt godt, da man så fik vand i munden. Det skal lige tilføjes, at der fra tid til anden flød en kokasse forbi, som jeg syntes var ulækre. Jeg havde tit trådt i en med bare tæer, men det havde nærmest været sjovt og lidt behageligt. Men i munden, nej tak!
Gørding å var et fantastisk sted for os børn. Om sommeren badede vi og sad og snakkede på bredden lige neden for det, der blev til Åvænget, hvor åen slår et næsten 180 grader sving. På den ene side af svinget, hvor både det dybeste og laveste var, kunne man bade; på den anden side, hen mod broen, skulle man lade være. Dér fiskede vi så efter ’niøjn’. Man stak en støvle ned og kort tid efter sugede en flodlampret sig fast. Eller også trak man med sin fiskestand en spinner hen – og haps! Så trak man den op og slog den ihjel med en kæp. De var godt nok grimme. Vandet var også tilpas lavt omme ved broen, men der kunne vi ikke ses af andre end os selv. Der var ren sandbund, så det ud til, og det var de større pigers yndlingssted, også nogle drenges – først efter lang tid fandt jeg ud af hvorfor.
Senere brugte vi mest åen til at fiske efter regnbueørreder, skaller og aborrer. Tatte ål kunne man da også, men sikke et bøvl med at trække orm på en kinesertråd. Om efteråret blev der slået grøde, som specielt samlede sig lige efter det første venstresving efter broen nedstrøms og lå i et tykt lag måske tyve-tredive meter langt. Laget var tykt nok til, at vi kunne gå på det. Vi kunne også falde igennem.

 

Æblerov

Mit første alvorlige æblerov var sammen med Niels, Grethe, Britta og et par stykker mere. Æblehaven lå lige op ad byens eneste rigtige skov, Mølleskoven. Og på hjemtur fra skoven kommer man forbi haven, som tilhørte skovløberen, eller hvad han nu end var, han som opdagede os. Vi havde fundet både Ingrid Marie og Ananasæbler og nogle store lyse, da der lød et højt brøl, så vi stivnede i mindst et halvt sekund og satte så af sted mod åen, hen imod broen og så over til det tilgrødede stykke over åen, hvor vi mente, han ikke kunne forfølge os. Jeg faldt vist i, men nåede over, inden han kunne nå mig. Faktisk var slet ikke løbet efter os, og vi kunne begive os et sted hen og grine og spise æbler. Især var Ananasæblerne eftertragtede.

 

Mål

Den første gang, jeg scorede et mål i en fodboldkamp, kan jeg ikke huske. Men jeg kan huske, hvordan det føltes. Siden skød jeg mange mål. Nogle af os fandt ud af at skrue bolden ind, så det øvede vi meget. Det var såmænd nemt nok, hvis man lige kunne snitte bolden rigtigt, for målmændene var ikke så store der på lilleput- og drengeholdene. Man skulle bare skyde højt.

Jeg blev brugt over hele banen, mest i højre side. Én enkelt gang blev jeg prøvet som målmand, men dér sagde jeg stop! Højre back, højre inderside, højre wing. Så kunne jeg lægge ind over, så de andre kunne score mål. Engang lagde jeg ind fra venstre side på hjørnespark, skruede og scorede. Det var vildt for mig, men nogle af de andre blev sure. Det skete i den ene ende under mannetræerne.

Frans P. Bertelsen var vores træner i flere år. Vi havde også Jürgen Petersen og senere Kim Funder, bagerens søn. Under Kim Funder, som var juniortræner, var vi mange gange i undertal – i hvert fald uden reserver, så det var hårdt. Jeg var egentlig holdt op, men blev tilkaldt af og til. En af gangene spillede vi mod Ålbæk, hvor vi klædte om i en garage. Banen var totalt pløret, og vi var kun ni mand. Alligevel spillede vi 2-2. Vi havde ellers et straffespark – men vores anfører (navn skal ikke nævnes her) brændte. Men det var altså også en lortebane. Jeg ved ikke, om Ålbæk nogensinde kom over serie seks-niveau.  

 

Kvindemanden

Den første gang, jeg hørte om, at en kvinde tævede sin mand, var i Gørding, nok før jeg blev konfirmeret. Man kunne af og til høre råb og skældud, når man kom forbi det hvide hus, men der var mange der skændtes i Gørding – det er der nok stadigvæk, det er da vist ret normalt. Det var nu mest en kvindestemme, jeg kunne høre, en dyb brølen, som en hanløve, en bjørn eller lignende. Jeg husker ikke, jeg nogensinde hørte manden eller datteren, når det skete. Jeg undgik hende helst, gik ikke ind til købmanden, hvis hun var der. Hun var kæmpestor. Jeg var selv rimelig stor, højde- og omkredsmæssigt, men her havde jeg fundet min overmand/-kvinde. Og så havde hun en odør, der lige hang i luften efter hende, sådan en blanding af gammel sved og deodorant. Måske for at holde folk på afstand. Gammel sved og deodorant var dog ret almindeligt. I dag er det mest truckere, der gør sådan. Truckerbad.

Hun smilede dog til folk og lod til at have et godt gemyt. Jeg tror ikke, hun havde det for nemt i livet. Jeg ved ikke, om hun arbejdede ude eller gik hjemme. Datteren havde strengt taget samme form som sin mor, men hun havde et sødt smil, sådan lidt akavet, sådan lidt jeg er mindre indeni end det du ser-agtigt. Hendes mand var næsten lige så høj som sin kone, men meget slank. Hvis han ikke havde den der krumme, undselige kropsholdning med en lille vom nederst, kunne han vel have været tæt på flot – som tynde mænd var flest. Han havde et skævt smil. Men smilede også altid til os. Han og datteren købte tit ind, faktisk tiere end konen.

Så en dag, hvor jeg stod ved mælkekøleren, kom han ind, gik hen til disken og skulle købe to pakker cigaretter og en kasse øl. Det havde jeg ikke tidligere set familien købe. Købmanden hentede kassen, stillede den op på bordet, manden betalte og slæbte kassen ud på sin cykel, og så trak han vel hjem – sådan en kasse øl med tredive Hof var tung. Det vigtigste af det hele i de måske 12-15 minutter fra han kom til han gik, var da jeg så hans ansigtet. Billedet står helt klart for mig, den dag i dag: det ene øje var blåt og hævet, så ikke godt ud.

Jeg husker ikke, om jeg nævnte det, mens jeg betalte for mælken (sikkert også ost og yoghurt) – købmanden var ellers meget snaksalig, men jeg gik forbi deres hus på vej hjem – fordi jeg var nysgerrig. Der lød grin derindefra. Men det var jo også fredag. Og man kan nemt komme til skade med sit øje på arbejde.

 

Drab

Første gang jeg skød en fugl var fra mit værelse ovenpå. Det var en musvithan.
Min far havde vundet et luftgevær til præmieskydning på Hotel Gørding, sådan et, man kan sætte et magasin i med fem eller ti runde hagl. Man skyder med et luftgevær mod relativt små skiver med point op til 12. Tit skød vi i haven på de rigtige skiver, min far havde lavet en kasse, som jo også opsamlede kuglerne. Kassen hængte vi på det gamle æbletræ, talte fem skridt ud, fyldte kuglemagasinet, satte det i geværet, ladede med ladegrebet, lagde geværet mod skulderen og flugtede sigteøjet med sigtekornet, tog sigte, afsikrede og skød. I startede scorede man måske på en god dag ca. 35-40 point, men med nogle timers øvelse blev vi gode til det, godt opmuntret og instrueret af vores far, som vel var i top-5 i byen til præmieskydningerne. Andre gode, jeg husker, var Heise (Hans Nielsen), Harry fra tømmerhandelen, Svend-Åge Larsen, blikkenslager Hansen og et par brødre fra oplandet. Alle var jægere. Det var der mange, der var, de fleste var håndværkere. Men også en del landmænd – de havde jo jorden til det. …

Men altså, fra den dag var jeg ikke længere jæger.

 

Filmene

Den første gang jeg så en Tarzan-film var i Gjørding Forsamlingshus. Da var jeg ti år, mener jeg, og gik i tredje. Året før var Gørding Bio blevet lukket, hvor jeg havde set både Morten Korck og Beatles-filmen ’Yellow Submarine’, som var en tegnefilm. Så var der Kettys og Nittes kiosk.

Filmene i forsamlingshuset blev vist af en rejsende biograf. Vi kunne købe Fanta, Coca-Cola, hindbærbrus, Yankie- og Mars-bar og lakrids. Kunne vi også købe is? Nah…

Vi så som nævnt Tarzan med Johnny Weismüller, og vi kunne efter et par film skrige hans berømte kald (aaaiiaiai). Andre film var med Trinity-brødrene, spaghettiwesterns. De fleste ville være den slanke og smarte Terence Hill, vi var kun få, som skulle være Bud Spencer. Så var der også Franco Nero som Django, en barsk hævner. Billetten kostede vist nok en tier, vanderne tre kroner og så var der slik i tag-selv-format.

 

1973 – 1975


Realen

Første gang mit hjerte hoppede i total, pubertær urytme var den første dag i 1. real. Vi skulle sidde i grupper på fire, to dobbeltborde var skubbet sammen, og sad og kiggede lidt rundt på hinanden. Der manglede dog nogle fra Vejrup, dem vi ikke kendte, kun lidt fra ungdomsskolen. Efter 7. klasse skulle Vejrup-elever fortsætte i Gørding skole, som var en såkaldt centralskole.

Vores klasselærer var begyndt at introducere sig selv med mere, da døren gik op, og vores viceskoleinspektør kom ind med vejrupgenserne, Det var der, mit hjerte tabte et par slag. Jeg tror også, der rørte sig noget i andres hoveder og kroppe. Nogle af dem rødmede og smilede til os, og jeg smilede igen, var nok også lidt rød i hovedet. Nu skulle vi altså til at lære hinanden at kende. Efter navneopråb blev de henvist til de tomme pladser. Vores gruppe sad længst nede i hjørnet ud mod vinduet. Klasseværelset lå i enden af den store skolebygning, lige ud for taget på den nye biblioteks- og kontorbygning, hvor også 10. klasse var. 

Når jeg hører ”Åh, Mona, Mona, Mona, hvornår kommer den dag…” kommer jeg til at tænke på den klasse, som en lille måned efter sammen med 8. skulle på ryste-sammen-tur til Hald Hovedgård ved Viborg. Som i filmen ”Vil du se min smukke navle?” var der vand – en sø. Det var dog ikke en hytte med udendørs latrin, vi skulle bo i, nok nærmere en herregård. Fire på hvert værelse i køjesenge.

En dag skulle vi, det var meget varmt, gå over seks kilometer ned til E Bindstouw, hvor folk sad i gamle dage og ’bandt’ af uldgarn, men det var nu mest de gamle historier, stedet var kendt for. Mon ikke Blichers Hosekræmmeren blev undfanget i det selskab. Det påstod vores lærere. Jeg husker mest turen for, at jeg havde valgt forkert fodtøj: træsko med hælkappe. Fæle vabler gjorde, at jeg måtte gå det meste af hjemvejen i strømpesokker. For at få forståelse og medlidenhed haltede jeg lidt.

Der dannedes flere kærestepar på turen. Jeg deltog ikke, pigen blev hurtigt ’optaget’. Med hensyn til ’det pubertære’ mindes jeg derudover klarest dramatiktimerne, hvor vi væltede rundt på en stor madras, mens læreren forklarede. Da en af pigerne frimodigt lagde sig med sit hoved på min ryg, blev jeg nærmest lykkelig.

Der kom mange ting i kog i de dramatiktimer.

 

Arbejdsløn

Den første gang jeg arbejdede og fik løn var for min far, var fordi jeg manglede 1500 kroner til den knallert, det stod omme ved Gørdings knallerthandler i Nygade, som egentlig burde have heddet Vestergade, men Vestergade lå (ligger) nord for banen oppe ved Heine, hvor knallerthandleren faktisk havde haft en cykelhandel. Det var en sort og forårsgrøn Puch Flagskib med forkromede skærme og udstødningsrør, og jeg ville have den så hurtigt som muligt, så jeg arbejdede hele sommerferien efter min konfirmation, hvor de 1300 kroner kom fra, med at bore huller til sofabeslag til Bramin Møbelfabrik i Bramming og male stålbuer (jernspær) med rustbeskyttelse. Vi måtte køre knallert (uden kørekort) som femtenårige. Jeg købte knallerten i oktober 1973, tre en halv måned før jeg fyldte femten. Den stod i min fars værksted, og jeg kiggede til den hver dag.

Endelig blev jeg femten.

Min status steg ikke ligefrem der i Gørding, hvor misundelse var en dyd. Der blev pisset i benzintanken, punkteret dæk, smadret forlygte, den blev stjålet og ’skrællet’ (gode dele, som ikke så let kunne genkendes), blev meget senere stjålet for anden gang og efterladt i en grøft i nærheden af Vejrup.

Jeg var ikke den eneste, der købte ny knallert for tjente penge. To købte Honda (fire gear), to Kreidler (fire gear), to Everton, mange af pigerne en Puch Maxi. To to-gearede Maxi’er. Honda Amigo, Cady (Motobecane) var der én af. En Gilera (fire gear), en Honda Dax og flere andre enkeltstående mærker. Der var vist ingen Suzuki. En Tomos (to meter os). Puch’er (pukle ud, cykle hjem) var der flest af. Mange var tre gears. En del store Puch’er med sort eller rødt stel. De fleste med respekt for sig selv tjente statuspoint ved at hive plomben, hakke og plane, geare højere, de rigtig seje købte tuningssæt, 5,5 hk og helt op til 13 hk. En Kreidler med 13 hk kørte på en god dag noget over 100 km/t. Så vidt jeg husker. Senere blandede Yamaha sig med sværmen af knallerter. Også fire gear.

Ældre knallerter: NSU, to-gearede Puch’er, Velo Vap, …

 

Alkohol

Første gang jeg fandt ud af, at jeg kunne tåle mere alkohol end de fleste eller i hvert fald bedre kunne styre det var til en fest i et nylavet rum hos en af (efter min mening) klassens kvikkeste hoveder. Alt i rummet var nypudset, loft, vægge, gulv, og der var lagt madrasser, som skulle gøre det ud for hyggesofaer. Et lavt sofabord udgjorde baren.
Det blev meget hyggeligt. Rom og cola, flyversjusser, Martini, øl var aftenens retter. Efter nogen tid meldte de første ind med, at de var godt nok fulde. Det forstod jeg ikke helt. Nogle begyndte at danse tæt, det vil sige holde om hinanden (ellers dansede man mest ved at stå og vrikke lidt). I de mindre klasser dansede vi af og til kinddans, men den aften var det en mere udviklet form for kinddans. Jeg sad og misundte dem lidt. Blev lidt trist og drak lidt mere. Efter endnu et par danse tog jeg lidt mere at drikke. Røg nok en del smøger.                   
Lidt senere drønede vi rundt på vores knallerter, to, tre, fire mand på én knallert.

 

Politijagt

Den første gang jeg blev taget af politiet på knallert var sammen med en ven, som sad bagpå. Min knallert, Puch Flagskib, var lige blevet udstyret med et lille tuningssæt og kunne vel køre omkring 70-75 km/t, dog ikke med en passager bagpå. Vi kom kørende på hovedgaden og skulle krydse togbanen, da politiet drejede hen imod os ved korsvejen. Jeg vred styret til højre ad Møllegade og kørte ind i Bossens baggård. Min ven gik ud i Møllegade med hænderne på ryggen og fløjtede, tror jeg. De regnede vel ud, at knallerten inkl. fører befandt sig bag frisørsalonen. En times tid efter måtte jeg derhjemme sætte den gamle cylinder og topstykke på puch’en. Udstødningen havde de ikke taget, karburatoren var ikke ulovlig. Dagen efter kørte jeg cirka 40-45 km/t i skole. Det mindre tandhjul bagest havde de heller ikke taget.

 

Bandet

Det første band jeg var med i hed først Apache – efter nummeret med The Shadows’, som vi ikke spillede, fordi det var et instrumentalnummer, måske på grund af det blev vi foreslået at skifte navn. Næste navn blev Sarabanda, fordi vi havde hørt ordet i tv eller radioen. Vi spillede Gasolin, Shubidua, Beatles, Creedence,

Min guitarlærer viste mig på klaveret i skolens sanglokale akkorderne til Procol Harum’s A Salty Dog og Conquistador, og da vi fik lov at spille til en ungdomsklubfest, som blev holdt i det lokale, spillede vi også dem. Utroligt at vi gjorde det i den alder. Sikke det må have lydt. Men Står på en alpetop, Inga, Katinka og Smukke Charlie…, Stakkels Jim, Hvalborg, Fed rock, Stærk tobak, Have you ever seen the rain, House of the rising sun, Johnny B. Goode, var rimelige numre, vi alle kunne gå ind for. Vi bestod af to fra 9. klasse og os to fra 1. real. Gert og Steen, Carsten og jeg. Vi var egentlig startet med Carstens og min klassekammerat Bjarne på bas, men Gert fik Steen ind i varmen. De var venner, og Steen gik til klassisk guitar hos en storbarmet, krølhåret kvinde ved navn Maj (så vidt…). Vi var lidt lede ved det. Mange gange spillede vi ikke så meget, men sad og bryggede den ene fede vision efter den anden.

Vi øvede i skolens kælder, i et lokale, hvor der havde været spejdere. I rummet ved siden af var der et andet band, Basserne, der var noget ældre og havde mere styr på sagerne. Alle havde gode instrumenter og forstærkere. De tjente jo også penge ved siden af. Sigvald (eller Niels Evald) på trommer, Knud Erik på bas, Hans på orgel og H.C. på guitar. De spillede mere noget dansemusik, kan ikke lige huske, sikkert John Mogensen, Papa Bue og så’n, men også nogle meget originale. Jeg husker især en udgave af Mignight In Moscow, hvor en af dem sang en frygtelig, russisk tekst. ”Do drot nasa njesk kaski asam wa …”, derhenad … og så videre. Sigvald kunne lave swingrytme på hi-hatten, shuffle hedder det også. Det var lidt svært. Men så kunne vi så meget andet. Vi syntes i hvert fald, at vi var bedre og sejere. Vores guitarist, Carsten, var suveræn til at bruge forvrænger i sine soloer. Det havde H.C. også, men brugte den ikke så meget. Carstens solospil så jeg meget op til. Han kunne også improvisere over specielle akkordgange. House of the Rising Sun og Conquistador var hans glanssoloer efter min mening. Jeg så helt enormt op til Procol Harum. Gert spillede på Hollywood-trommer, Steen på en Fender-kopi, Carsten på Kasuga Stratocaster-kopi, og jeg havde købt en lille Burns Baldwin, den med splitsound, med omviklede kulrør som mikrofoner, ældgammel og svær at stemme på grund af det slidte gribebræt. Den havde været penge værd i dag. Senere købte jeg en Stratocaster.

Vores første anlæg blev brugt til både sang og instrumenter, det var et seks kanals FAL og kostede 1800 kroner, som vi deltes om at betale, og vi byggede vore egne kabinetter i Gerts fars snedkerværksted – med basrefleks, som var in. Jeg tror, det var med Lansing-højttalere. Senere fik vi rigtige Fender-guitarer og ordentligt baggear, HH med Altec Lansing-kabinetter. Sanganlægget blev også HH. HH var det billigste, som også kunne spille højt. Jeg købte mit guitaranlæg af en guitarist, Hans, i Bramming, Four Flowers hed hans band. Han havde godt nok en speciel frisure.

Ude hos Steen i Fonager fik vi lov til at indrette et øvelokale, det brugte vi megen tid – og penge – på.

Så var der gået økonomi i det. Udgifterne skulle tjenes hjem, vi havde nærmest lovet vores forældre det. Jeg havde fået lov til at låne i banken på en veksel. Vi gik på kompromis og udvidede repertoiret med decideret dansemusik, altså med rendyrket pop. Vi beholdt dog de fleste af de gamle numre, men Procol Harum måtte ud. Jeg mener ’Inge, Katinka..’ røg samme vej. Det endte med, at vi blev meget uenige. Gert og Steen begyndte at spille til bal sammen med en trommeslager, der hed Søren. Gert var gået over til Hammondorgel. Så kunne de også spille blandt andet A Whiter Shade of Pale.

Carsten og jeg fik ikke et band stablet på benene. Han begyndte i et band fra Jernvedlund, Funky, og jeg gik jo på gymnasiet, som blev sværere og sværere, da jeg ikke rigtigt gik op i det. Fra folkeskolen, hvor jeg fik rigtig gode karakterer, til gymnasiet var jeg i 1. g. faldet til 7 i gennemsnit mod 10 normalt og ligesom de andre dybt frustreret. Så døde min mor og 2. g. gik ad helvede til. Jeg gik ned til 0 og 03 i historie af lektor Larsen, føj, og faldt mere og mere fra.

Uden for skoletid, som var meget af tiden, var jeg sammen med Carsten og nogle gode folk fra Bramming. Vi drak en del, røg en del og hørte musik.

 

Smidt hjem

Den første gang jeg blev smidt hjem fra skole var af præsten, Erik Hansen, mens vi havde konfirmationsforberedelse. Jeg tror, han syntes, jeg var flabet, og så ville han vist statuere et eksempel. Vi kunne faktisk godt lide ham. Han spillede salmer på klarinet. Vi var ret berygtede i syvende klasse. Skiftende klasselærere og en del bavianer, megen uro. Men også mange grin. Der var et par stykker blandt os, som kunne de værste sjoferter, som de havde lært af de ældre elever eller deres storebrødre. På et tidspunkt fik vi en lærer i biologi, geografi og historie, som havde et godt ry blandt eleverne. Han var smart, gik i fløjsbukser og så var han musiker og en af ungdomsskolens guitarlærere.

 

1975 – 1979

 

Jul på Fanø

Første gang min lillebror, min far og jeg holdt jul sammen uden min mor, var på Fanø.

Min onkel og tante havde inviteret os, sammen med mormor. Min mor døde i april 1976, så det var så godt at komme væk hjemmefra til et sted, vi aldrig havde været.

Min mormor var godt nok ikke særlig høj, måske 158 cm. Hvad hun manglede i højde, havde hun de andre steder. Efter sigende har jeg hendes næse. Onde tunger vil måske påstå, at det ikke kun er næsen. Min onkel, min morbror, var heller ikke så høj, men hvad han ikke havde i højde, havde han i armene, formatet, hjertet og munden. Her burde der være en glad smiley. Min tante var som kvindelige fanniker var, faste i huld, smukke og stærke – på hver sin måde. Kusinerne var bare - uopnåelige.

Mormor var ansat som ’ung pige i huset’, mens vores mor lå på sygehus og fik gift og stråler og modgifte mod giftenes bivirkninger. Vores mor var helt grøn i nakken og havde tabt alt hår. Men mormor var ikke med, når vi besøgte vores mor, hendes datter, på Odense Hospital. Onkologisk afdeling hed det, fandt jeg senere ud af.

Juleaftensdag det år var jord og himmel i ledtog om at bekæmpe satan og alle verdens onde gerninger. Det gør farvandet mellem Esbjerg og Fanø ved at bølge på en sindssyg måde. Og ved at oversvømme begge havneområder. Så det var kun ’den lille’, der sejlede. Bilen havde far stillet oppe i byen et sted. Min lillebror og jeg måtte bære mormor både om bord og fra borde. Far bar alle julegaverne. På et ikke-oversvømmet sted oven for færgen anløbssted, ventede vores tante i sin Ford 26 M med automatgear og tog kærligt imod, sikkert med et: ”Velkommen til Fanø, det lufter nok en smule i dag.” Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte – måske at det var normal fanøhumor. Men hun smilede en smule, da hun sagde det. 

Da vi kom ind på min onkels og familiens gårdsplads, stod der en lille hest og ventede. Den kom hen til min dør, højre passager foran, og stak sit hoved helt hen til min siderude. ”Den er så fredelig, hedder Ruja, det er en irsk ulvehund, bare stig ud,” beroligede tante Mie mig.

Jeg steg ud, og verdens nok største hunhund slikkede min hånd og bød velkommen på irsk hundemaner. Siden hilste den også på far, lillebror og mormor. Mormor var lidt højere, men beskyttede sig på alle mulige måder med både armen og ben. Det skal man ikke, hvis man er lidt bange for store hunde, så bliver mange faktisk lidt arrige. Dog ikke Ruja. Denne kæmpehund var nok verdens venligste – og tungeste.

Det med at jeg først troede, Rija var en hest, var ikke helt tosset. De havde faktisk heste – ovre i stalden. Dem fik vi først at se dagen efter.

Onkel og kusinerne kom ud og tog imod os, mens Ruja prøvede at hoppe op ad os. Mormor var stadig i middelchok.

Det blev en uforglemmelig juleaften. Maden var både and og flæskesteg. Vi havde altid kun fået and. Både min lillebror og jeg drak rødvin til. Han var 14 og skulle konformeres næste forår.

Det viste sig senere, da julegaverne skulle uddeles, at ikke alle gaver var kommet med over. Der manglede lige to, en til min lillebror og en til mig, fra vores far. Men så kom kusinerne ind med to store pakker – det var dem. Jeg kan ikke huske, hvad brormand fik, men jeg fik en guitar, en Levin med nylonstrenge. Vores far havde revet sig letter abnormt. Jeg havde set guitaren i Esbjerg Musikimport (eller hed det Knud Eskildsen?) og ’nok nævnt det i forbifarten’ for min far.

Vi sov der alle fire. Dagen efter tog vi af sted efter frokost og min onkel trak mig til side og førte mig ind i soveværelset. Han åbnede de øverste låger længst ind mod væggen, hvor der åbenbarede sig et arsenal af flasker med gode whiskyer. Jeg kan ikke huske dem alle sammen, men han tog en flaske Ballantine’s ned, rakte mig den, så mig i øjnene og sagde: ”Den her skal du have, Henrik, omgås den nu som et mandfolk!”

Da vi tog hjem, sad vi der i vores Ford 20M med en helt masse indtryk, jeg nogle, som jeg nok aldrig er kommet over. Min Levin har jeg stadigvæk. Min Ballantine’s gik til nytårsaften, der var isslag, jeg havde taget min Puch om til min ven og havde stukket flasken i lommen på min blå polarfrakke. Da jeg steg af lød det et mildt crash, aftenen duftede skotsk og min gode ven så lille utrøstelig ud som jeg, da han fik det at vide. Heldigvis havde han en flaske vodka.


1979 - 1981


Gørding-Hallen og Rockgrandprixet

Jan Nissen, Finn Højland, Carsten Maasbøl, Aksel Nissen (der var 5 Nissen-familier i Gørding) var shanghajet af Gørding Idrætsforening og Gørding Borgerforening til at lave et musikarrangement som en slags indvielse af hallen med ungdommen som målgruppe. Der skulle lægges mærke til … og der var byfest. 

I spidsen stod møbelfabrikant Ole Nissen fra idrætsforeningen og lærer Åge Jespersen fra borgerforeningen. De havde gennem Jan, Ole Nissens ældste søn, fået fat i de unge.

Det viste sig, at de ville få brug for lidt hjælp og spurgte så mig. Jeg havde relativ stor erfaring med den slags arrangementer, blandt i Ribe, hvor jeg gik på HF og underviste i musikskolen.

Vi holdt et par møder og aftalte et forløb, hvilket kom i Jydske Vestkysten, det var stort. Selvfølgelig med foto af den unge kvartet.

Vi holdt et gruppemøde, de unge og jeg, og blev enige om, at alt hvad der havde med andre virksomheder og kørsel, skulle jeg stå for. Med hensyn til priser o.l. skulle der cleares med Ole Nissen og Åge Jespersen.

Et problem for os var den nye halbestyrer som forlangte en afslibning og ny lakering af hallens gulv efter rockgrandprixet. Minimum 1000 kroner ville det koste plus moms. Og så var der lejen. Der skulle mindst 300 à 25 kroner ind for at det løb rundt. Ole Nissen var business-mindet, Åge Jespersen mere modtagerfokuseret.

Jan og hans far og min lillebror Aksel og jeg kørte rundt og hængte plakater op i hele området omkring Gørding, Esbjerg, Bramming, Brørup, Vejen, Ribe, så langt væk som Billund og Det kom i lokalaviserne i hele Midt- og Sydjylland og på Fyn.

Mange bands ringede til mig, som var anført som kontaktperson. Det endte med, at vi udtog fem bands til at konkurrere. Et band fra Fyn, Zappa Pederzen & Zønner, sendte et bånd og blevet godkendt. De andre var vi rundt at høre. Det var Relax fra Esbjerg med Carl Evald, nu Back in Black, i front, det var Floyd Pepper Band fra Esbjerg med Gert Grant i front, Custom Pie Esbjerg, Flash fra Skjern og Purple Haze fra Brande.

Vi fik produceret en plakat med overskriften Jydsk-fynsk Rockgrandprix (Klik). Det sjove var, at vi valgte sort-hvid med negativt tryk, hvilket krævede en masse sort – og det var dyrere, sagde trykkeriet som lå i Vejen. De kom på andre tanker, da vi bestilte 500 eksemplarer. Mange dengang. Og så var det jo et godt formål!

Det endte med, at Floyd Pepper Band vandt, Zappa Pederzen og Zønner blev nummer to og Relax nummer tre. Vi var tre dommere og med hensyn til Relax var vi (jeg var en af dommerne) uenige. Ellers var der enighed. Præmien var 1000 kroner. Det kunne dække en weekend i et billigt studie, havde jeg fundet ud af. Relax-guitaristen og forsanger blev pissesur.

Det store p.a.-anlæg havde vi lejet af Holy Grail fra Holsted for 1000 kroner. Alt kostede 1000 kroner dengang. Jeg var lydmand ved en Stramp-mikser, jeg kendte ret godt, for et par af bandene. Vi deltes om at stå for afspilning af pausemusik o.l.

Det gik godt. Der kom mere end 800, som også drak en masse øl og sodavand.


Et par år før havde en klasse fra skolen arrangeret det første rockgrandprix på Hotel Gørding. Klasselærerne var vist Jens Rohde og Frode Sørensen. Da deltog Holy Grail (Peter, Gert, Ole, Preben og deres sanger, som vist stadig var Arthur), hvis p.a.-anlæg blev ’lejet’ (dvs. de lagde det til uden betaling), Funky fra Jernvedlund (Tommy, Bruno, Carsten, Bjarne, Knud Erik), Moderate Gale fra Gørding (Ken, Keld, Bjarne, Per) og et par andre, som jeg ikke husker navnene på. Preben smed om sig med trommestikker, da de fandt ud af, at Holy Grail var endt på sidstepladsen. Ken kastede trommestikker ud til publikum i glæde over at vinde det hele. Jeg var lydmand for begge bands. Et yderst velmenende, oplagt og lokalpatriotisk publikum stemte. 😉

Bandet fra Brørup var efter min mening det bedste. Spillede blandt andre Pink Floyds Money og 10 C.C’s Good Morning Judge og Hendrix’ Hey Joe. De blev nummer tre.