Digte

Længsel ved juletid


Der gemmer sig et sted langt væk herfra

En længsel

Svær at se, høre


Tættest på

Kommer lugten, smagen


Følelsen er mangeartet

Der er mange følelser


At sætte ord og billeder på

Pakker følelserne mere ind


Længslen er lidt som guldet for enden af regnbuen

Men i erindringen et sted

Mest tilgængelig med duft og smag


Fysisk er følelsen stærkest

I drømmen

Gennemsigtig næsten uden substans

I nuet


Længslen efter nuet

Oplevelsen af at leve op til nuet

Findes ikke dér

Kun i erindringen

Og drømmen

-

Jeg tror vejen til dig findes

Den ligger måske lige for

Men omvejen har altid været lettest for mig

Måske fordi den er mindre trafikeret



Fornemmelsen


Fornemmelsen er der igen. Af jul og depression. Sneen daler tungt, og vinden fejer skidt gennem gaderne. Kommer regnen og visker fornemmelsen væk? Forhåbentlig.


Spiser D-vitamin som aldrig før. Labber hver en tapper solstråle i mig. Ser tv, Facebook, ud ad vinduet mod havnen. Fornemmelsen viser nye sider, får nye vinkler. Blandes med længsel. Som for Ole på en knold – med fårene. Som for bolværksmatroser på vej mod fjerne havne, iklædt vinterfrakker og kasketter.


Jeg kommer ingen vegne. Ingen sagosuppe at vende hjem til – den var der aldrig. Men længslen.


Kommer længslen før fornemmelsen?



Elskende på afveje


Nu kom de igen

Billederne, lydene


Hans hukommelse var god

Holdt ham vågen


En kvinde og en mand

En gyngende bil


Et skub i afgrunden

To elskende i flammer


Nu kom de igen

Billederne, lydene, stanken


Manden med kun én hjerne


Sjælden mand

Meget sjælden, tænkte hun

Hun stod og holdt øje

Med ham

Manden med kun én hjerne


Manden forsøgte at overtale hende

Til at tage imod en drink


Senere

Noget senere var de taget hen til hans lejlighed

Hun så ham ligge der

Afklædt

Manden med kun én hjerne


Manden forsøgte at overtale hende

Til at give slip


Til sidst

Helt til sidst holdt det op

Nu behøvede hun ikke se på ham

Blodig

Manden med kun én hjerne


Manden forsøgte at overtale hende

Til at lade være


Hun forlod uforløst hans lejlighed



Striber af sol


Striber af sol

strejfer rundt

En følelse af savn

Rammer et sekund

dine kinder

og forsvinder



En weekendhilsen


Miskundhed og mildhed står knappe side om side med solens skin gennem min stues forrude. Mit øjeblik mod den evindelige verden gennemgæres af lakket længsel efter inderlighed og megen morskab, ej ubesudlet som vinden, der uden skyld strejfer og flirter med husets røde facade og slår havjod og havnehørm ind fra vest. Thi kendes forrest kærlighed og skulderklap. Rigtig dejlig weekend!



Om månen 


er der i ny og næ skrevet og sagt meget

om farven, om manden, om trækkraften, om landing eller ikke, om første til fjerde kvarter, om manglende hårvækst, fuld eller ej – mest ej, en drabelig drabant, varulve, vampyrer og deslige

når månen lyser på os, er der skyfrit, det ved man jo bare, helt af sig selv, men også fordi himlen giver lov

så drages man, lader lysten fri fra det omklamrende etisk korrekte

din sjæl, dit sind hæves i månens skær, og du kysser med andet end læber

metafysik og metamorfoser smelter i månediglen, dampene spreder sig, skyer erstatter klarhed

du rammes hårdt af frisk vind og stille regn , som om månen undskylder