Længsel ved juletid

Der gemmer sig et sted langt væk herfra

En længsel

Svær at se, høre

Tættest på

Kommer lugten, smagen

Følelsen er mangeartet

Der er mange følelser

At sætte ord og billeder på

Pakker følelserne mere ind

Længslen er lidt som guldet for enden af regnbuen

Men i erindringen et sted

Mest tilgængelig med duft og smag

Fysisk er følelsen stærkest

I drømmen

Gennemsigtig næsten uden substans

I nuet

Længslen efter nuet

Oplevelsen af at leve op til nuet

Findes ikke dér

Kun i erindringen

Og drømmen

-

Jeg tror vejen til dig findes

Den ligger måske lige for

Men omvejen har altid været lettest for mig

Måske fordi den er mindre trafikeret

Fornemmelsen

Fornemmelsen er der igen. Af jul og depression. Sneen daler tungt, og vinden fejer skidt gennem gaderne. Kommer regnen og visker fornemmelsen væk? Forhåbentlig.

Spiser D-vitamin som aldrig før. Labber hver en tapper solstråle i mig. Ser tv, Facebook, ud ad vinduet mod havnen. Fornemmelsen viser nye sider, får nye vinkler. Blandes med længsel. Som for Ole på en knold – med fårene. Som for bolværksmatroser på vej mod fjerne havne, iklædt vinterfrakker og kasketter.

Jeg kommer ingen vegne. Ingen sagosuppe at vende hjem til – den var der aldrig. Men længslen.

Kommer længslen før fornemmelsen?

Elskende på afveje

Nu kom de igen

Billederne, lydene

Hans hukommelse var god

Holdt ham vågen

En kvinde og en mand

En gyngende bil

Et skub i afgrunden

To elskende i flammer

Nu kom de igen

Billederne, lydene, stanken

Striber af sol

Striber af sol

strejfer rundt

En følelse af savn

rammer et sekund

dine kinder

og forsvinder

I det små

Små mystiske træk tryllebinder.

Snart er de søgende øjne dominerende, betragter, lader indtryk glide forbi, beslutter. Øjne der kontakter, ansigt der efterligner.

Så munden, lyde og stillinger, faste læber, truttelæber, visse charmerende tilsnigelser, en overlæbes sekundkorte vigen for underlæben, der hurtigt bliver domineret igen.

Næsefløje, som vibrerer og samles ved lydlige, kraftige presseøvelser, afslører ben i næsen og determination.

Ro i øjne og sind, dernæst eftertænksomhed i momenter og på stor dybde, der glider hen over det afslappede lille menneskes ansigt.

Øjenlåg der samler sig.

Og søvnen, der garanterer rivende udvikling.

Minder om det første, skræmmende syn.

En verden udenfor.

Væsner med kraftige lyde.

Ondt i lunger, tarme.

Skrig af påtvunget frihed.

Skrig på mad. En brystvorte lokker.

Så varme, dufte, suttebabs inden for rækkevidde.

Ingen forventninger, bare tilpasning.

Til livet.

De kalder det en lorteble – det kan de selv være!

Og hva' filen har de egentlig tænkt at kalde mig???!!!

Manden med kun én hjerne

Sjælden mand

Meget sjælden, tænkte hun

Hun stod og holdt øje

Med ham

Manden med kun én hjerne

Manden forsøgte at overtale hende

Til at tage imod en drink

Senere

Noget senere var de taget hen til hans lejlighed

Hun så ham ligge der

Afklædt

Manden med kun én hjerne

Manden forsøgte at overtale hende

Til at give slip

Til sidst

Helt til sidst holdt det op

Nu behøvede hun ikke se på ham

Blodig

Manden med kun én hjerne

Manden forsøgte at overtale hende

Til at lade være

Hun forlod uforløst hans lejlighed

Mens krigen ...

De små tegn, de der signaler, der er anderledes eller bare ikke er der, som de plejede, de vigtige ting, der var små, de store ting uden følelser, ligegyldige ting af stor betydning, hvem ved, om det hele betød noget, mens det varede og føltes vigtigt …

En weekendhilsen

Miskundhed og mildhed står knappe side om side med solens skin gennem min stues forrude. Mit øjeblik mod den evindelige verden gennemgæres af lakket længsel efter inderlighed og megen morskab, ej ubesudlet som vinden, der uden skyld strejfer og flirter med husets røde facade og slår havjod og havnehørm ind fra vest. Thi kendes forrest kærlighed og skulderklap. Rigtig dejlig weekend!

Om månen 

er der i ny og næ skrevet og sagt meget

om farven, om manden, om trækkraften, om landing eller ikke, om første til fjerde kvarter, om manglende hårvækst, fuld eller ej – mest ej, en drabelig drabant, varulve, vampyrer og deslige

når månen lyser på os, er der skyfrit, det ved man jo bare, helt af sig selv, men også fordi himlen giver lov

så drages man, lader lysten fri fra det omklamrende etisk korrekte

din sjæl, dit sind hæves i månens skær, og du kysser med andet end læber

metafysik og metamorfoser smelter i månediglen, dampene spreder sig, skyer erstatter klarhed

du rammes hårdt af frisk vind og stille regn , som om månen undskylder

Hørmende hengemt

Den kendte hørm hænger i rummet, minder om mennesker, strandet i håbløshed, opskyl fra fjerne fortider. Under nedbrydning, alligevel tro mod en gud, som skulle beskytte noget, som guden skulle have skabt.

Lugtesansen ligger nærmest lige for til at genkalde minder fra mange liv oppe og nede og midt imellem.

Behov, pligt, rædsler og hygge hørmer her på samme måde, i støvet, bag tavler, i kalken, stolen deroppe – og korset med en figur af den døde af protagonisterne. By proxy optræder et menneske i sort og hvidt – mest sort, som med sin oprigtighed skiller vandene.

De få fremmødte, spredt i sporadiske grupper med sorte bøger foran sig på den grå hylde, oplader hver sin røst, ledt af en stående sanger og orgelpiber fra loftet, himlen by proxy.

Hørmen hilser altid velkommen, huset er åbent for alle.

Genopstandelse fra den hengemte, hørmende ugudelighed er ikke mulig.

Medmindre mennesket vil. Mennesket.

Alle tekster copyright Henrik Nissen