.jpg?etag=%229fa-622c9209%22&sourceContentType=image%2Fjpeg&ignoreAspectRatio&resize=180%2B31&quality=85){kind=small}
Noveller
Uddrag af de kommende:
Golffamilien
Fanø har Danmarks eneste links-bane. Så er det fastslået! Rømø golfbane er en kopi af en links-bane. Så er det fastslået. Det mener i hvert fald samtlige golfere på Fanø. Og de er stolte af det. Rømsere skal ikke tro, de er noget, altså i golfforstand.
Men golf har mange nuancer. Golfbanerne har mange forskellige tilhængere.
Familien Torstensson ankom til feriecentret fredag lige over middag. Far Kjeld Magnus så frem til den kommende uge. Han havde overtalt både sin kone, Louise, og alle tre børn, Lisa, Ludwig og Lasse til en fantastisk ferie, tæt op ad en af Europas bedste golfbaner.
Han var lidt ligeglad med begrebet links. Han så frem til at spille frit uden de kampglade klubkammerater og ville elske at undervise og vinde over sin familie. At føre sig fornuftigt frem og slå sin status som champ fast.
Golfnaturen var hans rette element og hullerne de ultimative udfordringer. Men jo altså helst uden de konkurrencetossede klubkolleger. Det var Louise klar over. Havde gennemskuet hans manglende beredvillige frimodighed, når hun spurgte, hvordan det var gået. Hans vigende blik, når hun tog om ham og spurgte til hans score. Over eller under handikap? Men hun lod ofte være. Forstod, at det var som at gennembore hans hjerte og stolthed med en pil med modhager.
Det havde trods deres store gensidige kærlighed udviklet sig til et golftabu. Selv ungerne, bortset fra den mindste, Lasse, fattede det unævnelige tema. Lisa mente, at farens komplekser mindede om problemet Voldemort fra Harry Potter. Ham måtte man heller ikke nævne. Men det gjorde mange alligevel og nogle kom ud i frygtelige ulykker. Det var Lasse dog ikke enig i. Enig og enig, han rettede sig i hvert fald ikke efter tabuet.
Det skete indimellem, at han spurgte til spillets facetter. Fx hvad et handikap er … Havde hans højtelskede far et handikap, et usynligt? Mor Louise tog næsten altid over, inden far Kjeld Magnus kunne svare. Hun kunne fx forklare sådan:
“Det er bare noget, et golf-ord, man siger, når folk ikke er professionelle og lever af det.” Hun holdt kærligt sin yngste ind til sig og aede hans lyse lokker. “Man kan sige, at det er en slags amatør. Handikap er ligesom et andet ord for amatør. Ligesom når du er ude at cykle, fx” Så holdt hun ham ud foran sig og tog om både sin mand og søn.
Henne i åbningen ind mod stuen stod de to andre børn og sendte hinanden indforståede blikke.
Lasse, som havde fået forklaret af sin børnehaveklasselærer, at handikap betød, at man havde meget besvær med at gøre helt almindelige ting. Heldigvis syntes Lasse ikke, at golf var en helt almindelig ting.
Kjeld Magnus startede sin golfkarriere som femogtredive-årig. Friheden, trægheden, den sindige motion, som altid gav ham ny energi. Især mentalt. Altså bortset fra, når Lassen og Svendsen ville tage de atten huller på Vejle-banen med noget på spil. Han vidste, det altid var for at irritere ham, men det var svært at undslå sig.
Som regel tabte han frokosten i klubhuset. Den var i sig selv dyr nok. Det værste var nederlaget – og den indforståede hån. Taberidentiteten.
Michelin-kokken
Helikopteren landede på stranden og hvirvlede sand imod de blitzende mobilkameraer. Folk havde samlet sig uden for afspærringen i en passende afstand.
De to kassevogne med udstyr og tre personvogne havde parkeret i første række fra klitterne. Lakolk havde næsten overalt det seneste halve år varslet Michelin-kokkens komme. Det var slået stort op. TV 2 var inde over, selvfølgelig TV Syd, Der Nordschleswiger, Skærbæk og Tønder Ugeavis.
Rømø var ikke kendt som gourmeternes brændpunkt. Men rejer, fladfisk og andre vadehavsdyr havde været eftertragtet i halvandet århundrede. Også visse fugle, som måtte skydes nu. Ellers kunne man jo ty til de frosne.
Gordon Clancy var landet. Tønder borgmester og et kamerahold fra TV 2 tog imod. TV 2, ikke DR.
En ombejlet kok, som hele verden så op til. Nu på Rø-mø.
Rømø, vadehavsøen, Syddanmarks stolthed. Et turistmekka. Rømø ville blive kendt af langt flere potentielle gæster.
TV 2 var gået hele vejen i lanceringen af den ny serie, GourmetDysten, med otte kokke, som i seks uger i den bedste sendetid fredag, i første omgang, skulle konkurrere i lokale lækkerier. Forvandle dem til gourmetretter, som skulle bedømmes af to gourmetkokke og mesteren selv. Efter ugerne i vælten blev Danmarks bedste amatørkok så hædret. Præmien til vinderen var en uge som kok i en af Clancy’s restauranter.
Tilmeldingen havde været enorm. Man havde valgt at give plads til lige mange kvinder og mænd. Et andet kriterium var en god aldersfordeling – for diversitetens skyld, og så man ikke fik en masse problemer med alle de der WOKE-agtige.
Seriens tilrettelægger, den mest brugte og godmodige producer samt den folkekære tv-vært, begge mænd, var enige. Det ville også være fint, hvis deltagerne var godt skåret for tungebåndet og havde et acceptabelt udseende. Og de indsendte opskrifter fra ansøgerne skulle repræsentere området, de kom fra – det var yderst vigtigt.
Efter den første udskilning var der stadigvæk for mange, og man blev nødt til at trække lod, hvilket irriterede produceren. Hvordan sikrer man så, at det er de bedste – og pæneste, der bliver udtaget? Han var kendt for at være grundig – og retfærdig. Han og tv-værten, som i øvrigt var uddannet skuespiller, havde i flere år haft et produktivt og givtigt samarbejde. Seer- og afkastmæssigt.
Onde tunger i visse medier hævdede, at tv-værten havde scoret en rolle, som satte selv de bedste danske skuespillere til vægs, honorarmæssigt. Med få undtagelser. Han havde boltret sig i populariteten og serviceret deltagerne med stor ildhu, de kvindelige med acceptabelt udseende især. Det var gået lidt hårdt udover hans parforhold, som hidtil under hans tv-værtskab havde kostet ham to forhold, det sidste til en af de første medvirkende i hans programmer. Da Gordon Clancy landede, var tv-værten single.
Clancy kom ikke alene. Han havde sin helt egen producer og advokat, som skulle godkende de optagelser, han var med på. Han skulle også godkende reklamer og de andre planlagte procedurer. To kvinder var hans helt personlige opvartere, den ene stod for make-up og påklædning, den anden for hans mad og drikke.
Han var veganer og tålte ikke gluten og mælkeprodukter. Disse skavanker var ret nye. Læger arbejdede stadig på at kortlægge hans fysik.
Det havde dog ikke sænket hans arbejdsniveau, hvilket man jo godt kunne forestille sig, eftersom hans Michelin-omdømme nærmest krævede, at han var altædende.
I et interview med en af Englands mest kendte tv-værter, som i øvrigt, som den danske tv-vært, var uddannet skuespiller, ja, da havde Clancy udtalt, at det ikke var vigtigt, at han havde måttet omlægge sin kost, eftersom han havde verdens bedste kokke i sit kokkeimperium. De kunne lave alt – efter hans anvisninger. Det havde beroliget den engelske tv-vært.
Clancy skulle altså være dommer i finalen. På Rømø. Et telt blev rejst og udstyret med remedier, som var valgt af ham. Danske firmaer leverede, imod gode reklamer i tv, et godt stykke tid forud for de første konkurrencediscipliner. Reklamer, som løb op i langt mere, end remedierne kos-tede.
Midt i lyskeglen fra TV 2’s spot, på live-tv, proklamerede stjernekokken, at han ud over konkurrencen i teltet ville besøge tre af Rømø-restauranterne, en dag hvert sted. Give gode råd. Men uden tilmelding, det skulle være ‘uanmeldt’.
De udvalgte Rømø-restauranter ville dog blive varskoet to døgn før besøget. Af hensyn til fremskaffelsen af rigtige råvarer.
En veganer spiser ikke kød, og rømørestauranter har ikke glutenfri vegansk mad. Det ville kræve en relativ stor ændring i hverdagens madlavning og menukort netop den dag. … Men to dage til forberedelse, var det ikke nok?
Efter alt mediehurlumhejet i forbindelse med ankomsten, fulgtes begivenhederne af TV 2. Man optog et par timer om dagen med korte videoer fra de bedste steder på øen, fyldte på med historier. Tv-holdet fulgte Clancy’s færden, inklusive hans sidespring til Tønder. Da finaledeltagerne var castet og valgt, inklusive den fagligt nuancerede lodtrækning, optog man interview og små beskrivelser af de otte (5 kvinder, 3 mænd) deltageres forudsætninger, personalia med mere. De demonstrerede blandt andet, hvordan deres vinderopskrifter skulle laves. Klippene skulle bruges som præsentation af deltagerne, hver for sig, under den første udsendelse.
Produceren følte sig en anelse presset med alle de forventninger. Han var jo mest vant til enkeltstående produktioner.
Dagen kom, hvor de første prøveskud i teltet sattes i værk. De fem kvinder og tre mænd stillede op ved hver sin kokkestation og skulle lave en simpel gryderet, mens de vænnede sig til kamerafolkenes tilstedeværelse. Og tv-værtens kommentarer. Og redskaberne. Lamper og boom-stænger.
Man fik også et par timer til at lære hinanden lidt at kende.
Blot en dag tog prøverne, finaledagene var tilrettelagt, på skinner og hele setuppet lovede godt.
Selv Michelin-stjernen var tilfreds.
Og tidsplanen var overholdt.
De hårde konkurrencevilkår: Til sidst i hver udsendelse skulle der frasorteres en af deltagerne, nemlig den der blev rangeret lavest efter præsentation af en treretters menu. Den sidste finaledag skulle tre dyste om den endelige sejr.
Softice
“Mor, skal vi ikke nok have en is?”
“Jo jo, det skal vi nok. Jeg skal lige have fundet en parkeringsplads.”
“Jeg vil have en med guf.”
“Okay, det vil jeg også. Nå, her er vist en plads til os. Tag det nu roligt, jeg skal nok komme om og åbne for dig. Vi må ikke skramme den anden bil.”
“Det er varmt, mor. Man skal have is, når det er varmt.”
“Ja ja. Du skal nok få din is, det lover jeg.”
En dag som denne er skabt til at spise is. Det ved Jonas godt. Jonas er ekspert i is med guf. Det er hans mor også. I den anden bil sidder der en mand. Begge vinduer er åbne, de hilser på hinanden. Mor Ingerlise giver Jonas lov til at låse bilen med nøglen, så bilen siger klik og fløjter. Det er han også ekspert i. Man skal bare trykke på nøglens ene knap.
“Du er dygtig,” siger manden til Jonas.
“Ja, det er han i hvert fald,” siger Jonas’ mor.
Jonas smiler. “Jeg skal have en is,” siger han til manden.
Manden smiler. “Det skal man have sådan en varm dag, det er vigtigt,” siger manden og smiler til dem begge to. “Nå, men der kommer min kone.” Mandens kone kommer hen til bilen, hilser også og smiler. Hun har fire danskvand med i et indkøbsnet.
“Pyha, det er godt nok hedt i dag,” siger hun. “Man skal huske at drikke – og måske spise en is.” Hun sætter sig ind i bilen og vinker, da de kører væk.
“Så vil jeg også gerne have en sodavand, ik’ også. Hva’ mor?”
“Det er måske en god ide. Vi skal jo huske at drikke. Hvad siger du til en danskvand, sådan en som konen havde? Man kan få sådan no’n med flere slags smag.”
Der går lidt tid, inden Jonas svarer.
“Jeg vil godt prøve,” svarer han så,“ men så skal vi have en smag hver.”
“Det er en aftale,” siger Ingerlise. “Men vi skal lige først hen i tøjbutikken.”
Hun er rigtig stolt af sin dreng og hilser på mange af dem, de møder på vejen hen til tøjforretningen, hvor hun lige skal købe en badedragt og nogle nye badebukser til Jonas. De gamle er lidt for små.
“Nu skal du bare se her,” siger ekspeditricen i tøjbutikken. Hun viser Jonas og hans mor nogle flotte badebukser med mange farver. Han må vælge lige dem, han har lyst til. Og han må gerne prøve dem først inde i prøverummet. Han prøver tre forskellige og vælger nogle røde med gule og blå striber.
“Så kan man i hvert fald få øje på dig,” siger mor og smiler.
Og så skal han være med til at bestemme, hvilke farver hans mor skal have på den badedragt, hun skal have. Hun har fundet tre, som hun mener passer hende. Den første er sort med hvid på siderne. Man kan se hendes trusser stikke lidt ud forneden. Det siger han så.
“Mor, jeg kan se dine trusser.”
Ingelise griner. “Nej, man skal ikke have trusser på inde under en badedragt. Du skal jo heller ikke have underbukser på i dine badebukser. Men det skal man, når man prøver dem på.” Så skubber hun trussekanten ind under badedragten, det ser bedre ud.
“Den der er mægtig fin,” kommenterer han.
Hans mor står foran spejlet og drejer sig lidt rundt.
“Hmm, i hvert fald en mulighed.”
Så prøver hun en rød, som skal lukkes over skuldrene med sløjfer. På maven er der tre syede rynker.
“Så, nu ser du sød ud, mor. Skal vi ikke snart have en is?”
Det er en måned siden, Jonas’ far og Ingerlise flyttede fra hinanden. Eller rettere, at han flyttede fra dem. Jonas rykkede fra sit værelse ind i dobbeltsengen. Hun lå vågen og lyttede til sønnens rolige åndedrag, prøvede at finde samme rytme og sov så ind og blev kun vækket, når der lød små klynk fra ham. Så strøg hun hånden let over hans hår. Han var ellers holdt op med at tisse i sengen, men indimellem skete det.
Hun havde købt en slags bomulds- og plasticlagen, som hun lagde under stoflagenet. Dynen kunne vaskes og de havde jo et par stykker, men madrassen var det sværere med. Og hendes økonomi var ikke til at skifte madrassen ud, når det blev for slemt med de gule plamager. Derfor plasticlagenet. De var jo begyndt at træne igen. Han skulle sørge for at tisse, inden hun puttede ham, og hun havde også prøvet at vække ham, når hun gik i seng. Men hun orkede ikke altid. Så måtte uheld være uheld.
Hun så frem mod hverdage uden dårlige følelser og dumme tanker. Når hun drømte, var det om gladere dage. Så vågnede hun. Gad vide, hvad Jonas drømte. Når han klynkede, var de nok ikke gode. Han talte tit om faderen, og at de skulle ud at fiske, for det skulle de næsten hver gang han blev hentet. Hver anden weekend.
Men nu er det over en måned siden, faren flyttede.
Der er godt nok mange mennesker, der skal have is. Kronede dage for isdamen, som har to hjælpere inde i iskiosken, hvor de også sælger pølser og sodavand, kaffe og øl.
Terrassen ude foran er dækket til med parasoller og alle borde er optaget. Derfor sidder mange mennesker på den anden side af fortovet på stenkanterne til blomsterbedene. Nogle står langs murene, hvor der er cirka en meter skygge. Luften står stille i dag, og alle sveder. Is, pølser, sodavand og sved blandes med vaniljeduft. Ingerlise kan næste ikke holde det ud, men Jonas synes, det dufter dejligt.
“Mor, man kan lugte isen og pølserne.”
“Ja, det kan man i hvert fald.”
“Hvornår er vi henne ved isdamen?”
“Nu er vi kun nummer fire i køen. Så lige om lidt.”
“1, 2, 3 og 4,” tæller Jonas og peger på dem foran.
“Det er rigtigt, Jonas.”
Rømørejer
Et lille skaldyr med en stor betydning. Et par centimeter der koster mange arbejdstimer. En brun farve, der afskrækker nogle, mens andre ved, det er garanti for stor nydelse. For i farven findes den helt specielle vadehavssmag, der har gjort det lille væsen til en bestandig industri.
En rejefisker har en båd, en lidt alternativ fiskekutter. Den har to bomtrawl, et til hver side, som sænkes ned ude i vadehavet ned langs Jylland, Tyskland, Holland. Der er ingen fangstkvote, så hvis rejefabrikkerne vil have dem, så fiskes der los. Mest til eksport. Men rømerejer kan selvfølgelig købes på Rømø. Andre steder end her på øen kaldes de hesterejer.
Hun skulle da lige forbi fiskehandleren og investere i en portion rejer. Sammen med fed creme fraiche, Hellmann’s mayonnaise, dild, asparges, citron var det hendes yndlingsfrokost. En porsesnaps og en hvedeøl, helst Erdinger. Lys på bordet og Beatles på Spotify. En tomat, fire skiver agurk. Og så på det gode rugbrød fra Rømø Bageri. Oldtidsrugbrødet. Friskt med knasende skorpe. Tænderne druknede i mundvand ved forventningen om den gode frokost.
Hun ændrede til danskvand og en god riesling, hældte et glas op og gik og nippede til, mens hun forberedte vidundermåltidet.
Mobilen ringede. Hun tørrede fingrene af i viskestykker. Det var Hanne.
“Ja, hej, Hanne! Hvad så? Nyder du ferien?”
“Hej, Helle! Ja, sådan da. Ferien er der ikke noget i vejen med.”
“Meeen, hvad? … Du lyder ikke helt tilfreds. Er der sket noget?”
Ofte, når hendes storesøster ringede, var der gået et eller andet galt. Det kunne være nogle drenge i hendes 4. klasse, der var gået løs på hinanden, eller en strid kollega eller leder. Måske trafikproblemer. Hun havde bare brug for at tale og blive beroliget. Og det var Helle god til. Det og så rejesalat.
“Det er Claus, han ser en anden, en fra hans arbejde. Jeg så dem i går, kramme og kysse, udenfor Imperial. Det er nu anden gang her i år, at han gør det. Du ved, der i julen var det jo hende bibliotekaren.”
Hanne var normalt ikke til tårer. Helle heller ikke. Det havde de lært af deres forældre, som vægtede overblik, klarhed og pragmatisk logik. To år var forskellen. Ingen af dem havde børn. Hanne og Claus havde ikke fået nogen, for Claus havde for lav sædværdi. Og adoptere ville de ikke. Kunstig befrugtning var for dyrt.Helle havde ingen børn, fordi,… hun var jo lesbisk. Lige nu var hun single og havde det godt med det. Desuden var 34 år ingen alder i den henseende. Hun kunne vel sagtens blive gravid uden mand.
Claus havde et lille it-firma, som servicerede en del københavnske og sjællandske kunder. De var vist ikke mere end fem-seks ansatte. En af de ansatte var en ung kvinde, Susanne? Og det var så hende, det handlede om. Helle vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige. Hun havde aldrig brudt sig synderligt om Claus, han var en selvglad drengerøv på 41 år, som troede, at verden lå for hans fødder – for ikke at sige alle verdens kvinder. Helle var højere end han, og det bekom ham ikke godt, især ikke når hun for at irritere ham havde taget de højhælede på, som hun faktisk kun benyttede, når hun var sammen med dem. Hun havde aldrig været fortrolig med pumps og stiletter. Sneakers, sandaler, støvletter og hendes elskede hjemmesko. Nå ja, lige to par ballerinaer.
Hanne var på Claus’ højde. Parret var lettere trivelige. Han med en lille ølvom. Hanne med en sund, frodig krop, som mange mænd kiggede efter, også fordi hun klædte sig godt. Havde en sikker gang, målrettet med ikke for voldsomme hoftesving. Helle havde prøvet at efterligne søsteren. Men Helles gang var mere ligetil, støvletterne eller hendes gamle Adidas var vel årsagen. Normalt klædte hun sig heller ikke særlig feminint.
Det hændte, at alle sås til familiefest, jul, påske og fødselsdage. Om et halvt år skulle de ses til forældrenes sølvbryllup. Familiens overhoved, Jørgen P. Andersen, var garant for et party af heftige dimensioner. De havde i indbydelsen løftet lidt af sløret for, hvad man kunne vente sig.
I indbydelsen til Helle var der et “og” efterfulgt af et spørgsmålstegn der, hvor man ellers kan skrive “med partner”. Nå, hun opfattede det nu mest som en joke. Det værste ved disse familiefester var spørgsmålene. Fandt hun snart en fast partner? Havde hun tænkt på børn? Enkelte gik tættere på, fx hendes moster, der absolut skulle forklare, at Helle altid havde været lidt af en drengepige, som altid legede med drenge, klatrede i træer og kørte om kap på cykel. Alt dette sagde mosteren med stor kærlighed, men med den undertone, at kunne hun dog ikke finde sig en god mand. Alligevel var Helle ret vant til det hele og affærdigede visse lavpandede kommentarer og spørgsmål med ordene: “Det sagde du også sidste gang.” Eller: “Kan du ikke komme på andet at spørge om?!”
“Har du tænkt at gøre noget ved det?”
“Det ved jeg ikke. Vi har det jo egentlig okay sammen.”
Der var så meget tvivl og opgivelse i de ord, at Helle havde lyst til at sætte Hanne på plads med nogle uvenlige replikker. Det havde hun gjort et par gange med det resultat, at søsteren afbrød. Så i dag, især for ikke at ødelægge den ventende frokost, valgte hun den blide fortsættelse.
“Ved du hvad, Hanne. Giv ham en fæl skideballe, pak tøj, og hvad du nu behøver til en lille uge på Rømø, og kom så herover.”
Hun holdt pause for at få en reaktion. Det blev blot til et “Jo, æh, måske …”
“Du kan tage toget, og jeg kan hente dig i Skærbæk. Eller måske i Ribe, hvor vi kan bestille bord et sted.“ Hun ventede ikke på et svar, men afsluttede med: “Og kom så ikke her, med at lillesøster ikke giver gode råd!” Hvilket Hanne selvfølgelig aldrig ville tænke om sin lillesøster.
Det var jo derfor, hun ringede. For at få råd.
Katten
Den hed Snurre og var en hankat. En kastreret en af slag- sen. Christina og hendes far elskede den.
Snurre dukkede op en sommerdag med stille, silende regn. Den kom rundt om hjørnet og søgte ly sammen med hende og hendes far under det store udhæng, som dækkede det meste af terrassen. Så rystede den sig og gik hen i hjørnet, hvor den tilfreds lagde sig ned og slikkede sine poter. Næsten lige som om den boede der.
Christinas far, som hed Gunnar, havde købt sommer- huset for en slik. Fordi det var lidt slidt. Der skulle males over det hele og nyt gaskomfur. Nogle af gulvbrædderne skulle udskiftes, og han lagde nye fliser i det lille badeværelse.
Det var det højest liggende hus i den klynge, som lå i den næstyderste klitrække. Og det var nok denne belig- genhed, han egentlig havde betalt for. Ikke selve huset. Her kunne man trække vejret. Der var også træer, fyrre- træer. I skyggen af de nærmeste var der lagt en lille ter- rasse, hvor man kunne sidde i læ for vestenvinden, som godt kunne være barsk. De var ikke kommet på fornavn endnu med naboerne, men de vidste, hvad hinanden hed. Når de var kommet bedre på plads og kendte øen lidt bedre, ville de invitere naboerne til en grillaften. Terrassen skulle retableres, måske være lidt større. Læhegnet havde set bedre dage. Det var det næste projekt. Så kunne de kalde grillarrangementet for terrasseindvielse.
Og de hjalp hinanden, Christina og Gunnar.
Christina drejede sin stol, rakte ud og sagde: “Kom, mis, koooom. Kom her!” Katten kiggede først, som om den lige skulle tænke over det, men tog sig så sammen, rejste sig og kom hen til hende. Smøg sig op ad hendes venstre ben. Hun bøjede sig frem og aede den på den bløde, brune og grå tigerstribede pels. Om halsen bar den en fin læderrem med et navneskilt. Hendes far kom ud med en skål med vand, som han satte foran den. Den snusede lidt til vandet og labbede et par dråber i sig, sikkert af høflighed. Den var mest interesseret i Christina.
“Den hedder Snurre,” sagde hun. “Der er også en adresse og et tal. Er det ikke et telefonnummer, far?”
Gunnar bøjede sig ind over bordet og kiggede. “Ja, det der med de otte cifre er et telefonnummer.” Han satte sig tilbage igen. “Vi burde jo ringe til ejerne med det samme. Synes du ikke det?”
De ventede til næste dag. Så ringede de. Det var en kvinde, der svarede. Gunnar satte mobilen på medhør.
“Hej, det er hos Kallesens.”
“Ja, hej, jeg hedder Gunnar, vi, min datter Christina og jeg har besøg af din kat, Snurre. Mangler du den ikke?”
“Okay!” Hun lo på en afdæmpet, men hjertelig måde. “Er den der allerede? Jeg må nok undskylde på Snurres vegne!”
“Nå eh, det skal du såmænd…”
“Den er jo lidt sin egen, og finder den et sommerhus med nye beboere, skal den absolut gøre sig til.”
“Okay, jamen så er den vel som andre katte.” Gunnar kiggede på Christina med et indforstået smil.
“Skal jeg komme at hente den? Jeg kan være der om 10- 15 minutter.”
“Nej nej, bare tag den med ro, den er ikke til besvær, vi ville jo bare sikre os, at kattetegnet var rigtigt. … Men hvordan ved du, hvor lang tid, det tager?”
“Jamen, Snurre opsøger kun sommerhusene ved Strandvejen – af en eller anden grund.”
“Okay.”
“Ja, er det ikke underligt? At den har udset sig det område. I starten, da vi først blev opmærksom på det, efter vi måtte hente den hjem, altså den første gang nogen rin- gede, undrede vi os meget. Nu er det nærmest hverdag,” grinede hun. Hun tilføjede efter endnu et okay fra Gunnar: “Og vi fandt ud af, at det faktisk altid var hos enlige fædre eller mødre med et barn.”
“Det er da lidt sjovt! At den måske ligesom går efter den type familier.” Christina og Gunnar kiggede undrende på hinanden. Christina rynkede panden. Så aede hun Snurre igen. Den kiggede op og spandt.
“Vi tænker, det nok er, fordi der ikke er så meget larm.”